Forside Fredericia Da Alba blev til Ella

Da Alba blev til Ella

DEL
Alba
Alba skal i bad - Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Fredericia AVISEN har gennem de sidste to år haft en populær Berner Sennen som maskot. Denne sommer måtte maskotten Alba dog lide den værst tænkelige skæbne og i løbet af kort tid, kom vi kun hjem med halsbånd og rem.

Af Thomas Lægaard og Andreas Dyhrberg Andreassen

Der var sommerferie på redaktionen og Alba var efterladt i gode hænder, da Chefredaktøren og familie var rejst til Spanien på ferie. Efter en bekymrende telefon samtale med Andreas, hentede vi Alba hvor den blev passet. Alba var helt udspilet på maven, den bedste forklaring er, at hun lignede en ged, inden den skal føde. Hun var heller ikke særlig aktiv, heller ikke sulten.

Alba som vi kendte hende, altid deltagende. – Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Min kollega og jeg kørte mod Erritsø Dyreklinik, hvor vi har været til mange kontroller, et sted hvor både Alba og jeg var glade for at komme. Vi blev mødt af Anne Kirk, som kendte Alba særdeles godt.

Hun undersøgte Alba og var helt enig i, at det var en uholdbar situation. Da jeg ikke er hundens ejer, men gode ven, ville jeg vide det hele, også hvis det var dårligt nyt. Alba fik taget røntgen, og risikoen for, at hun var gravid gjorde også, at hun blev scannet. Men det skulle vise sig, at Anne desværre kunne afvise glæden ved hvalpe og bekymringerne steg. Jeg fik tårer i øjenkrogen, men vil til hver en tid lytte til Anne, som altid er professionel.

Albas sidste tid, stadig glad og mild. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Anne sagde, at vi skulle køre på dyrehospital i Odense. Jeg ringede til Andreas og vi fik aftalt, hvad der skulle ske og hvilke beføjelser, jeg havde til de givne scenarier. Jeg havde frie hænder og Alba skulle undersøges grundigt. Hele turen til Odense blev en hård tid for Alba, hendes vejrtrækning blev hårdere og hårdere og hun nærmest kastede vand ud af munden. Jeg kunne godt mærke, at hun var træt, da vi kom ud, men hun fulgte godmodigt med ind på hospitalet.

Vi fik en god modtagelse og der gik ikke lang tid, før undersøgelserne gik i gang. Efter kort tid kom en dyrelæge ud med en sprøjte fyldt med blod, der var ingen vej tilbage. Selvom jeg var forberedt, så var det fem hårde minutter, mens de gjorde klar til, at Alba skulle have fred.

Jeg sad ved siden af Alba og min kollega sad på en stol meget tæt på. Jeg kunne ikke lade være med at græde, jeg nussede hende bag ørene med den ene hånd, mens jeg løsnede hendes halsbånd, som et symbol på, at hun var fri.

Alba ved en tidligere undersøgelse hos Anne. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Der var ingen tvivl om, at Alba vidste tiden var kommet, hun lå roligt oppe på hejsebordet. Hun fik den første beroligende sprøjte, og allerede ved den, var det sidste kontakt med Alba, mens hun var i live. Nu græd vi begge to, men det bedste var, at Alba fik fred, hun var uhelbredelig syg.

De var meget professionelle på hospitalet, de tændte et lys og lod os være alene med Alba et stykke tid. Jeg var ked af det, fordi jeg havde mistet en ven, vi havde lavet så mange artikler sammen med Anne fra Erritsø Dyreklinik.

Du vil aldrig blive glemt, Alba.

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Ella blev navnet og hunden blev dansk-svensk

Hunden er menneskets bedste ven, og sådan er også for vores familie, så selvom tankerne om “hundepause” blev vendt, endte vi med at finde en ny hund til vores familie og vores avis.

Valget på en ny hund faldt på en dansk svensk gårdhund. Et valg, der ligger noget fra den normale størrelse, som jeg normalt ville vælge. Men det er godt at prøve noget andet og nyt.

Dyrlæge Anne Kirk og Fredericia AVISENs Poul Thomsen. Ella hos Erritsø Dyreklinik. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Ud til Anne igen

I dag er det blevet tid til, at dyrlæge Anne Kirk fra Erritsø Dyreklinik skal give gode fif og se Ella, der er 8,5 uger gammel. Smilene er mange i dyreklinikken som altid, særligt i dag, hvor en lille hvalp gør sin entre første gang på Bygaden i Erritsø. Vandet fosser ned uden for, og det buldrer og brager, selvom det får den lille hvalp til at kræve ekstra tryghed, ophører det krav i det sekund dyrlægen inviterer på godbidder og konsultation.

Jeg har taget Fredericia AVISENs helt egen Poul Thomsen aka Kulturredaktør Thomas Lægaard med i dag. Han er kendt for at elske dyr, og udover sin store glæde for særligt hunde, er han Fredericia AVISENs bedste mand med en fiskestang, som også har givet ham en selvkåret titel som: Fishchamp.

En stolt Kulturredaktør med den nye maskot. Ella hos Erritsø Dyreklinik. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Men retur til Ella. Den lille hvalp skal om fire uger vaccineres igen. Hun er Fredericia AVISENs nye maskot, så vi har bestilt et ekstraordinært møde med dyrlægen for at få gode fif og råd til alt fra opdragelse, foder og livet med hvalpen.

“Først og fremmest, så er vores normale første møde med hvalpene efter de 12 uger – udover den sundhedsundersøgelse og den vaccination, vi giver, inden de får et nyt hjem. Vi vaccinerer mod alvorlige og dødelige sygdomme for hunde, og så får vi styr på hundens sundhedsbog,” siger Anne, imens hun giver Ella lidt godbidder og bliver rigtig gode venner med hende.

Ella hos Erritsø Dyreklinik. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Nu ville jeg nok være en curlingfar, hvis jeg havde en hund, siger Kulturredaktøren og spørger?

Hvordan skal jeg introducere den for verden, beskytte den og må den hilse på alle?

“Ja, for søren. Det er vigtigt, at den bliver socialiseret. Både med mennesker og dyr. Den skal lære hundesprog og forstå andre hunde. Både i snor og når den er løs, hvor legen er god. Det er naturligvis godt at beskytte sin hvalp, men ikke for meget. Man skal blot spørge: “Må de hilse,” og hvis den anden hundeejer siger ja, så er det bare at hilse”, svarer Anne.

Kulturredaktøren skal høre mht. mennesker og godbidder, når de hilser på den lille hvalp.

Ella hos Erritsø Dyreklinik. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

“Altså godbidder er godt, men de menneskelige relationer til husets og Fredericia AVISENs gæster må gerne bestå i en venlig hilsen og en god tone i stedet for massevis af godbidder”, svarer Anne.

Kulturredaktøren er forvirret: “Jamen, du giver den jo mange godbidder”.

“Ja, jeg skal også have et rigtig godt forhold til den, hvor jeg må alt. Så hos dyrlægen er det okay. Jeg anbefaler også, at man ikke fodrer hunden hjemmefra, inden den skal besøge mig.”

“Hvad med flåter og lopper, hvad anbefaler du der? Fortsætter den ivrige interviewer.

“Der findes flere løsninger på markedet, men vi anbefaler en pille, som man giver hunden. For en hund på denne størrelse, vil det ca. koste 60 kr. pr. md. Den virker, og man slipper for, at andre løsninger skylles af ved f.eks. et regnvejr som i dag,” siger Anne og fortæller mere om opstarten med den lille hvalp.

“Legetøj er også godt, så den kan blive aktiveret, og naturligvis også noget, der hjælper, når hvalpetænderne klør. Det får hvalpen til at bide, men så er det bare at anvise noget godt legetøj. Derudover skal man have en sele, der er god for ryggen. Vi anbefaler en, der aflaster ryggen. Man skal også have det lovpligtige hundetegn, og en forsikring. Vi anbefaler klart, at man tegner en forsikring, der også dækker ved sygdom, uheld og ulykker. Det betaler sig,” fortæller Anne og uddyber:

“Der findes mange forsikringer på markedet, så det er vigtigt, at man sætter sig godt ind i, hvad de dækker – og hvor længe. Nogle bliver f.eks. udvandet med årene, og dækker måske kun til hunden er 10 år på de udvidede dækninger.”

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

En sidste ting, som Anne anbefaler alle – udover, hvad hun fortæller, når vi mødes til 12-ugers-tjekket er: Hvalpetræning. “Det er givet godt ud. Hvalpen får mødt andre hunde, og det sociale aspekt for hundejerne imellem er også godt. Samtidig lærer man en masse ting, som man måske ikke vidste i forvejen. Der findes mange dygtige trænere, så det er helt klart noget, jeg anbefaler.”

Ella er godt træt, og da det stadig står ned i stænger løber jeg i forvejen, og får åbnet bildøren for Kulturredaktøren og Ella. Velkommen til Fredericia AVISEN, Ella.

https://www.fredericiavin.dk/
DEL