Der var igen spejlglat denne morgen i Fredericia på klasse 3-strækningen på Egumvej og mange andre steder i byen. Denne morgen var det en kvinde, som måtte hentes af ambulancen efter et voldsomt styrt i asfalten. 

Fredericia AVISEN har kontor 100 meter fra stedet, og talte kort tid efter med den tilskadekomne, samt de to borgere, der var ved at hjælpe den stakkels kvinde.

“Kvinden havde slået sit knæ. Vi hjalp hende ind på græsset, så hun kunne sidde der, uden at ligge på kørebanen. Kvinden bad os om at stille hendes cykel over til hegnet og låse den. Hun var desværre fornyligt opereret for en diskusprolaps og havde det i baghovedet under faldet,” siger journalist Thomas Lægaard.

“Vejbanen var som usynlig is. Det var svært overhovedet at holde sig fast. En af borgerne, som havde sit barn siddende i bilen, kørte derfra, da alt var under kontrol, men nåede at fortælle, at hun cykler samme strækning til børnehaven, og på et tidspunkt var i tvivl om cyklen skulle til reparation, men det skulle den ikke, det skyldes derimod, at denne strækning altid er glat, når der er frostvejr,” fortæller Thomas Lægaard.

“Ambulancefolkene var hurtige og yderst professionelle. De kunne også konstatere, at der her var meget glat. Det var dog tankevækkende, at den første borger, der stoppede ved ulykken var en lastbilchauffør, og den tilskadekommende kvinde kunne i realiteten være gledet ude foran denne, men det skete heldigvis ikke og kvinden var ved godt mod og i gode hænder, da hun kørte af sted i ambulance,” slutter Thomas Lægaard.