Cykel Service, der drives af Kai Juul Jensen og Winnie Mørk Juul Jensen, gearer ned i butikken. Fra den 1. januar 2022 bliver butikken mindre, og åbningstiden bliver skiftet til et lavere gear, som gør, at Kai ikke længere har arbejdsuger på 80-85 timer.

Den karakteristiske klokke på Venusvej 4 ringer, når kunderne kommer ind ad døren, men det bliver der mindre af fremover. Kai Juul Jensen, eller Cykel Kai som han kaldes i folkemunde, har sammen med hustruen Winnie besluttet, at der skal geares ned for cykelforretningen, som de næste år fejrer 41-års jubilæum med.

Kai nyder stadig at gå og nørkle med cyklerne på værkstedet, og skal kunderne have vejledning, så er han også klar med gode råd, men han føler, at tiden er inde til at komme ned i gear. Derfor har ægteparret solgt det store værksted til Super Grønt, og lejet sig ind i det mindre tilstødende lokale, som de har lejet frem til den 1. juli 2022.

– Det bliver en væsentlig reduceret åbningstid. Hvis jeg fortsatte som nu, så ville jeg stadig have lige så mange timer, men jeg bliver nødt til at ned i tid. Jeg kan ikke blive ved med at klare det, og vi (Winnie og Kai, red.) vil gerne have de sidste år sammen til at hygge os. Det bliver et par dage eller lignende, at vi kommer til at åbne, og så kan man ringe til mig og aftale en tid, siger Kai.

Winnie ser frem til at kunne tilbringe mere tid sammen med sin mand i privat regi.

– Vi kan tage ned i byen og få en kop kaffe sammen, det har vi aldrig kunnet. Det har hjulpet lidt de sidste par år med ikke at have åbent om lørdagen, men alligevel har han taget herover ofte, siger hun med et smil.

Igennem alle årene har Winnie haft noget med butikken at gøre, og selvom det ikke er på samme måde som Kai, bliver det også mærkeligt for hende.

– Det bliver mærkeligt, men ikke hårdt på samme måde som for ham. Jeg har altid haft det sådan, at jeg har kunnet tilpasse det efter vores børn eller børnebørn, hvis de har haft behov for pasning, siger Winnie, der er selvstændig bogholder, og på den måde holder hjulene kørerende:

– Jeg har et par steder, hvor jeg står for bogholderiet, men jeg kommer til at gå ned i tid her også, siger hun.

Fornylig blev Kai 69 år, og fysisk er han ikke på toppen mere, da han blandt andet har fået to nye knæ. Dog har det aldrig været på tale at lukke helt ned.

– Hvis man går fra 80-85 timer i ugen til nul, så dør man, siger Kai med et grin og fortsætter:¨

– Som tiden går, får vi solgt ud af vores sortiment, og så stopper vi helt en dag. Den 1. juli næste år har vi ikke lokalet mere, så inden da skal vi have truffet en beslutning om hvad vi vil.

Især er der én ting, som Kai ser frem til ved den tilværelse, som venter ham.

– Jeg skal ud at cykle, det er helt sikkert, og så skal der nogle højdemeter på, siger Kai og peger på flere sydlige destinationer under varmere himmelstrøg.

Det har været kendt i nogen tid, at Cykel Service ville skrue ned for åbningstiderne, og kunderne har forståelse for beslutningen.

– De forstår det godt. Når man som kunde stadig kan ringe, hvis der er et problem, er der en tryghed ved det. De unge, der kommer her, forstår der godt, da de ikke gider tænke på at blive ved til de er så gamle. Jeg har ikke haft nogen, der ikke synes det er i orden, slutter Cykel Kai, der stadig elsker at få olie på fingrene og lave kundernes cykler.

Skriv en kommentar