Hos COZY på Lystbådehavnen i Fredericia glæder man sig til sommeren – og håber på mange gæster. Flere gode tilbud baner vejen for gode oplevelser direkte i og ved Lillebælt. Corona-Take-Away-Bølgen holdt hånden under restarationer som COZY – nu er det de lokale, der spiser ude man håber vil støtte op.

Imens solen bryder igennem på Jesper Bangs Vej i Fredericia, hvor COZY holder til, ser jeg ud over marinaen, da Tina Møller serverer en kop kaffe og fortæller om Coronatiden og genåbningen af restauranten. Det fredericianske liv banker af sted, bag os ser vi kranerne hejse sig ved erhvervshavnen og strandvejens biler afslører, at der køres til og fra byen. Lastbilerne bringer og henter varer, imens fortæller Tina, at det har været en hård tid, men hun er taknemmelig for den støtte som gæster har givet dem.

Inden vi fik kaffen forestiller jeg mig at sidde ved Bord 215 med udsigt til de flotte både i havnen, og ikke mindst livet en sommerdag, hvor de sejler, imens vi spiser en smørstegt rødspættefilet, men nu er det COZY vi skal høre, hvordan det går, så fisken må vente til en anden dag.

“Vi har virkelig haft meget at lave med take away. Det har været fantastisk med den opbakning – der skal alle have tak. Den tak kommer helt fra hjertet af. Det var langt over forventningen med den støtte, og det har helt sikkert holdt hånden under COZY, hvilket vi er lykkelige for,” siger Tina Møller og fortsætter:

“Nu er Danmark genåbnet i næste fase, og nu skal vi have folk ud at spise igen, derfor har vi sikret mange pladser ude og inde. Det er vigtigt for alle i vores branche, at restaurationsgæsterne også kommer ud nu. Jeg er sikker på, at alle som os er taknemmelig for den take away, mange har købt, men det er nu, det for alvor gælder. Selvom take awayen har holdt hånden under mange lokale restaurationer, så er det det normale restaurationsliv, som vi lever af. Vi skal have gæster i huset. Når det er sagt, så leverer vi naturligvis stadig mad ud af huset endnu.”

Nu nærmer konfirmationerne og bryllupperne sig vel også? 

“Ja, det gør de – og det glæder vi os til, vi skal dog, som hotellerne også melder ud, have gang i de større selskaber igen. Vi har mange siddepladser – og så har vi også Hannerup Skov, så vi håber, at vi kan få mere gang i den forretning,” fortæller Tina.

“I øvrigt – fars dag! Det var vildt. Vi lavede flere hundrede wienersnitzler. Det var et stort hit. Der blev banket mange kalvefileter. Vi kan mærke på vores gæster, at de er glade for vores mad. Det kunne også være en mulighed på sigt – at lave arrangementer på eksempelvis Hannerup Skov, hvor man kunne spise folkeretter. Men nu knokler vi på med vores nuværende koncepter, og de er også virkelig gode – og ishuset går også godt med det gode vejr,” slutter Tina Møller fra COZY.

Skriv et svar