COVID-19 krisen løfter nu sløret for en mørk side af Danmark: massive udfordringer med vold i hjemmet, og et system, der ikke benytter muligheden for at smide den voldelige part ud af hjemmet, selvom lovgivning gør det muligt.

Når vi skal opholde os hjemme mest muligt, er vi nogle, der jubler over mere samvær med familien. Men for andre betyder det en større risiko for at blive udsat for vold. Det gælder nogle af de kvinder og børn, som lever i en familie med en voldsudøver, og derfor har jeg flere gange haft netop det tema oppe med myndighederne under Covid19.

Normalt opgøres tallene for partnervold ikke, men under covid19 har vi fået et indblik i, hvor ofte politiet bliver indblandet i sager om ”husspektakler”. Det kalder de partnervolden, men jeg bryder mig ikke om den betegnelse, fordi den reducerer, hvad problemet drejer sig om.

Men under Covid19 har politiet opgjort de sager, der kommer til deres kendskab, og Rigspolitiet har i et svar til mig fortalt, at der før krisen var 23 daglige sager. Under krisen 28 sager. Det betyder, at der med en hurtig hovedregning kan optælles langt over 8.000 årlige sager. Dertil kommer et ikke ubetydeligt mørketal – sager, der ikke bliver anmeldt og situationer, der løses uden en ydmygende henvendelse til myndighederne. Den voldsramte lider videre eller finder selv en løsning og flytter ud til sit netværk eller for sig selv.

Politikerne har reageret på det øgede behov med flere krisecenterpladser under krisen, og det er godt. Men jeg vil godt stille spørgsmålstegn ved, om det er godt nok.

Ikke nok at tale. Nu skal vi handle.
For i 20 år har vi talt om at stoppe vold mod kvinder. Hvorfor er vi ikke kommet længere?

Svarene skal bl.a. findes i redskaber, der ikke bliver brugt, et overbebyrdet politi og manglende brug af den viden, vi har.

Lad os tage manglende brug af redskaberne først. Vi har mulighed for at bortvise den voldelige part fra hjemmet, men vi gør det stort set ikke. En eneste gang blev muligheden brugt i 2019, 7 gange i 2019. Det samme i 2017. Det er jo ingenting!

Det betyder, at det oftest er kvinden, som må trække af børnene og sine ejendele i en plasticpose og rykke ind på det lokale krisecenter. 

Bortvisning af voldsudøveren bruges ikke, fordi Danmark aldrig helhjertet indførte den ”fulde model”. I Østrig, hvor ideen kommer fra, har man nemlig et særligt kontor, som hjælper både den voldsramte og voldsudøveren. For et af de store problemer med at bortvise ham er, hvad pokker man gør med ham, når han rykker ud?

I Danmark kørte vi et slattent forsøg med den fulde Østrigsmodel i en enkelt politikreds. Det blev evalueret med gode resultater, men blev skrottet, da puljepengene udløb.

Og desværre er det ikke kun i forhold til partnervold, at der er problemer. Det gælder også stalking, hvor muligheden for at give et strakstilhold nærmest aldrig bruges. 55 gange på tre år er det blevet til – til trods for, at vi ved, at der i 75 procent af sagerne om partnerdrab, hvor kvinder er voldsomt overrepræsenterede, er gået psykisk vold forud. Vi kunne redde liv ved at gribe mere ind!

Og sidst, men ikke mindst falder der uhyggeligt få domme på voldtægtsområdet. Her er det i 40 procent af tilfældene en nær relation, der voldtager. Men det er nærmest konsekvensfrit.

Vi skal droppe skåltalerne, og lægge flere kræfter i forebyggelsen og efterforskningen.

Brug for en særlig politienhed 
Politiforhandlingerne står for døren, og her lægges økonomien for de næste fire år fast. Det er derfor vigtigt for SF og mig, at vi bringer familierelaterede forbrydelser i spil her. Politiet har en central rolle, for de er ofte de første, der møder både voldsudøveren og den voldsramte.

Vi ønsker en særlig politienhed for familierelaterede forbrydelse. Den skal have både dedikerede og kompetente ressourcer til disse sager. Uden et løft i efterforskningen og forebyggelsen, når vi ikke længere. Jeg tror ikke på, at politiet ikke VIL, men at når man den ene dag skal løse komplicerede partnervoldsproblemer og den næste dag skal fange røvere i en politibil, fordi ressourcerne er små, så bliver indsatsen for ujævn.

Mit ønske er at lave en enhed, som ikke bare har viden nok til at benytte redskaberne, der eksisterer – den skal også kunne foreslå nye. De skal bruge den forskning der ligger, bl.a. om, hvordan man forebygger, og så skal de skal have tid til efterforskningen. Enheden skal have fokus på både den voldsramte, men også voldsudøveren – det er helt nødvendigt, hvis volden skal stoppe. Men allermest vigtigt – ressourcerne skal være skærmede, så tiden er der til det.

I Stockholm har man en afdeling på 250 mand, der kun tager sig af denne type sager. De er lige nu ved at rekruttere yderligere 80. For mig at se er det forskelle på et land, der gør alt, hvad det kan – og så det land, der bare taler. Det her kan ikke kun løses med nykriminaliseringer og straf, som vi har foretaget en del af – der skal også sættes manpower af, hvis vi skal nå nye resultater.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer