I et åbent brev til Europa-Kommissionen opfordrer 70 organisationer til at tænke dyrevelfærd ind i kommissionens to kommende strategier for biodiversitet og landbrug set i lyset af udbruddet af coronavirus.

Det anslås, at omkring 70 procent af alle smitsomme sygdomme blandt mennesker har deres oprindelse hos dyr. Det gælder også for COVID19-pandemien, som i øjeblikket hærger verden over og har skubbet verdenssamfundet ud i en undtagelsestilstand. Virusset, der forårsager COVID19, menes at kunne spores tilbage til flagermus, men er muligvis hoppet til andre arter, før den for nylig smittede det første menneske i Wuhan, Kina. Men udbruddet kunne lige så vel være opstået her i EU.

”Coronakrisen har lært os som samfund, at vores tætte omgang med og udnyttelse af dyr ikke er uden konsekvenser. Det gælder især vilde, eksotiske dyr, men vi bør også se på de meget store husdyrhold i det industrielle landbrug. Vi må som samfund tage ved lære af fortids fejl og gentænke hele den måde, vi omgås dyr på, hvis vi skal undgå at lignende sygdomsudbrud opstår i fremtiden,” siger Britta Riis, som er direktør for Dyrenes Beskyttelse og står i spidsen for Eurogroup for Animals, en international sammenslutning af 70 dyrevelfærdsorganisationer.

Disse organisationer har nu i et åbent brev lavet et fælles opråb til Europa-Kommissionen, som inden udgangen af maj ventes at præsentere EU’s kommende strategier for henholdsvis biodiversitet og landbrug.

”I EU-systemet er der lige nu en helt unik mulighed for at mindske risikoen for fremtidige, omfattende sygdomsudbrud og samtidig gøre en forskel for dyrene. Det er afgørende, at man får sat en stopper for den problematiske handel med vilde og eksotiske dyr, som lige nu stort set har frit spil i EU. Og landbruget med dets store fokus på kødproduktion skal gentænkes fuldstændigt, så der kommer mere fokus på plantebaseret kost og ekstensivt dyrehold. Det vil gavne både natur, landbrugsdyr, klima, miljø og folkesundheden,” siger Britta Riis.

[FAKTABOKS] Her er organisationernes opfordringer

Den nye biodiversitetsstrategi og Farm-To-Fork strategien, som netop nu udarbejdes som en del af EU’s ’European Green Deal’, giver en unik mulighed for at sætte en helt ny vej for EU: regulering af handel med vilde og eksotiske dyr, samt skift væk fra intensiv kødproduktion, er begge måder hvorpå man kan beskytte mennesker og dyr, samt gøre en indsats for klima, miljø og biodiversitet.

70 dyrevelfærdsorganisationer opfordrer derfor Europa-Kommissionen til følgende:

”Biodiversity Strategy to 2030”

  • Handlen med eksotiske kæledyr skal reguleres via en EU-positivliste over hvilke dyrearter, der er bedst egnede og mest sikre at holde som kæledyr.
  • Aktionsplanen “Post-2020 global biodiversity framework” mod handel med vilde dyr skal integreres fuldt ud i biodiversitetsstrategien og gives passende finansiering.
  • Der skal stilles strengere krav til handlen med truede arter og produkter fra disse dyr, både ved handel indenfor EU og handel mellem EU og tredjelande.
  • Strategien skal indeholde konkrete initiativer til implementering i EU’s handelspolitik for at undgå at underminere strategien.
  • Der skal fra EU’s side sikres ensartet og passende støtte til redningsfaciliteter for vilde dyr rundt omkring i Europa.

”Farm-to-Fork Strategy”

  • Plantebaseret protein til humant konsum skal fremmes gennem forskning og støtte til udvikling og markedsføring af plantebaserede proteinprodukter.
  • EU’s landbrugsstøtte (CAP) skal omlægges, så den bruges til at hjælpe landmænd med omlægning til mindre intensive landbrugsmetoder.
  • De integrerede bæredygtige, økologiske og regenerative landbrugsmetoder, der er investeret i under Horizon 2020 bør yderligere udbygges og promoveres, så de kan anvendes af landmænd i hele EU.
  • I fødevaresystemer skal dyrevelfærd integreres i bæredygtighedsbegrebet.

Læs hele brevet her

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer