Danmark tager endnu et skridt i retning af en mere normal hverdag, når frisører og andre liberale serviceerhverv genåbner fra mandag. Nye retningslinjer skal være med til at skabe trygge rammer for kunder og erhvervsdrivende.

De fleste danskere er under coronakrisen gået på arbejde, som de plejer, eller har arbejdet hjemmefra. Men dele af erhvervslivet har været lukket ned på grund af risikoen for coronasmitte. Det gælder blandt andet frisører, massører, tatovører og lignende liberale serviceerhverv med tæt menneskelig kontakt. Fra mandag d. 20. april får de mulighed for at åbne igen. Ligeledes bliver det igen muligt at gennemføre praktisk køreundervisning i skolevogne. Det besluttede regeringen og Folketingets partier natten til fredag d. 17. april 2020.

For at genåbningen kan ske så ansvarligt som muligt, så smittespredningen begrænses, og det er trygt for kunder og erhvervsdrivende, at der bliver lukket op igen, er der blevet udarbejdet et sæt retningslinjer, som skal hjælpe de omfattede erhverv med at komme godt i gang igen.

Erhvervsminister Simon Kollerup:

”Danskerne har været så gode til at begrænse smittespredningen, at vi nu kan tage endnu et skridt imod en mere normal hverdag. Også i nogle af de dele af erhvervslivet, der har været lukket ned, fx frisører og massører. Det er jeg sikker på, at både kunderne og de erhvervsdrivende glæder sig meget til. 

Vi skal selvfølgelig genåbne på en ansvarlig måde, så både kunderne og medarbejdere kan være trygge. Derfor har vi udarbejdet retningslinjer, så virksomhederne ved, hvordan de bør indrette sig, og vi andre kan gå til frisøren med ro i maven.”


Retningslinjerne er udarbejdet efter dialog med erhvervslivets og arbejdsmarkedets parter og skal bidrage til, at de liberale serviceerhverv kan genåbne på en måde, der minimerer risikoen for smitte, så det er trygt for både kunder og erhvervsdrivende.

Det handler eksempelvis om at holde afstand, så kunder ikke sidder klods op ad hinanden i frisørstole eller venteværelser og om at sikre en god hygiejne på arbejdspladserne fx ved grundig rengøring af redskaber mellem forskellige kunder.

Langt de fleste butikker i detailhandlen har gerne måttet og må fortsat holde åbent for kunder. Det gælder fx tøjbutikker og byggemarkeder. Retningslinjerne er udarbejdet, så både medarbejdere og kunder kan være ekstra trygge ved at handle. Retningslinjerne skal bidrage til mere klarhed omkring, hvordan butikkerne holder åbent i coronatiden på den bedste og mest ansvarlige måde. Indkøbscentre ol. skal fortsat holde lukket.

Arbejdstilsynet og Erhvervsstyrelsen vil løbende vejlede og kommunikere om retningslinjerne.

Læs også

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer