Selv om samfundet nu stort set er genåbnet, så er trafikken på de store veje ikke kommet tilbage på helt samme niveau som tidligere.

Og det ser heller ikke ud til at ske. I hvert fald ikke på denne side af sommerferien.

Ifølge Vejdirektoratets nyeste tal er trafikken ved at stagnere på et niveau, der ligger nogle procent under samme tidspunkt sidste år.

”Vi kan se på målingerne fra vores tællestationer, at omfanget af trafik på statsvejene fortsat ligger nogle procent under omfanget i juni måned sidste år, og eftersom tallene tilsyneladende er holdt op med at stige, er dette måske trafikkens nye normaltilstand – i hvert fald på denne side af sommerferien,” siger afdelingsleder Kasper Rosenstand fra Vejdirektoratet.

Flere faktorer kan være medvirkende til, at Coronakrisen tilsyneladende har taget toppen af vejtrafikken.

”Det kan skyldes, at der stadig er en vis del af befolkningen, der holder sig hjemme, fordi de er bange for at blive smittet,” siger Kasper Rosenstand. ”Der kan også være tale om, at flere er begyndt at arbejde hjemmefra. Og så kan lønkompensation og den stigende arbejdsløshed naturligvis også spille ind. Det er dog stadig kun vurderinger, eftersom vi endnu har for lidt viden til med sikkerhed at kunne forklare forskellen.”

Om tendensen med lidt lavere trafik på vejene fortsætter efter sommerferien er også for tidligt at spå om. Det kan afhænge af mange faktorer såsom landets økonomiske udvikling, smittetrykket, en eventuel ny bølge af virus og omfanget af hjemmearbejde på de danske arbejdspladser.

Derudover skal det bemærkes, at faldet i trafikniveauet langtfra er så højt, at det afskaffer myldretiden.

”Vi har fået myldretiden tilbage på de travleste vejstrækninger, og den vil også være der på den anden side af sommerferien” siger Kasper Rosenstand. ”Således har vi siden starten af maj hyppigt været nødt til at åbne nødsporet på Hillerødmotorvejen i morgentimerne, hvilket er et tydeligt myldretidstegn. Og vi skal opleve et væsentligt større fald i trafikken, før pendlerne kan undgå trængslen på de største veje om morgenen og eftermiddagen.”

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer