Corona-pandemien lukkede med ultrakort varsel skoler og uddannelsesinstitutioner og kastede skolesystemerne ud i et af de måske største pædagogiske eksperimenter nogensinde. Forskerne er godt i gang med at diskutere, hvilke spor corona-pandemien kommer til at efterlade. Har den vendt op og ned på vores skolesystemer, eller har pandemien blot pustet lidt til nogle af de tendenser, der allerede var under opsejling?

En af dem, der reflekterer over coronaens aftryk, er den amerikanske historiker Larry Cuban. Han har blandt andet forsket i, hvordan voldsomme begivenheder – fx den spanske syge, Depressionen og orkanen Katrina – har påvirket uddannelsessystemet.

Når han kigger på skoleudvikling, skelner han mellem det, han kalder inkrementelle – det vil sige gradvise eller trinvise – ændringer, og det, han kalder fundamentale ændringer. Efter pandemien forventer han, at vi vil se inkrementelle, men ikke fundamentale ændringer.

”Som historiker har jeg studeret det amerikanske skolesystem gennem de sidste to århundreder, og det har i den tid udviklet sig gennem både inkrementelle og fundamentale ændringer. En fundamental ændring var, da man indførte den aldersopdelte skole midt i det 19. århundrede. Jeg hører ikke nogen efterlyse den slags gennemgribende ændringer nu. Jeg hører en masse retorik om mere progressiv undervisning og organisering. Men her skelner jeg meget klart mellem politisk snak, politisk handling og politisk implementering. Og jeg tvivler meget på, at der vil ske en implementering. Lige nu vil folk bare gerne tilbage til det ’normale’. Også selv om det normale ikke er uden problemer.”

Nødløsning – ikke revolution

Per Fibæk Laursen er professor på DPU, Aarhus Universitet, og har netop udgivet bogen Didaktiske revolutioner. Her betegner han de didaktiske revolutioner som noget, der finder sted, når en række karakteristika er til stede – blandt andet at et undervisningsmæssigt problem ikke kan løses med de traditionelle midler, at en stærk og voksende samfundsgruppe ønsker forandringer, og at der er potentiale for varige ændringer.

Nedlukningen af skoler og den rene virtuelle undervisning, som vi så i foråret, vendte for en tid op og ned på den undervisning, vi kender, men Per Fibæk Laursen mener ikke, at der er lagt i ovnen til en didaktisk revolution.

”Det er selvfølgelig i sig selv en nydannelse, at man har fået undervisningen – også på folkeskole- og gymnasieniveau ­– til at fungere virtuelt i en periode. Men der mangler først og fremmest et fremtidsaspekt for, at man kan kalde det en revolution. Det er rimelig tydeligt, at det er en nødløsning. Det kan godt være, at der kommer lidt mere virtuel undervisning, men det er ikke en revolution,” siger han.

Øget modstand mod testkultur

På ét punkt mener han dog, at pandemien har potentiale for at skabe forandring i skolen. Han forudser nemlig, at modstanden mod det, han kalder den tekniske didaktik, dvs. den øgede anvendelse af test, målinger og it, vi har set siden midt-90’erne, vil tage til. Og her kan corona-nedlukningen komme til at spille en rolle.

”Den danske skole er ved at nå en grænse for præstationspres, bedømmelse og evaluering. Hele den meritokratiske skoleform, hvor vi skal have så mange som muligt til at præstere godt i boglige og akademiske uddannelser, det skævvrider vores uddannelsessystem i forhold til, hvad der er samfundets behov. Og det lægger et psykisk pres på børn og unge,” siger han og forklarer, hvordan corona-pandemien her kan få en betydning:

”Den virtuelle hjemmeundervisning har fået mange til at besinde sig på kvaliteterne i den fysiske undervisning – og det dialogiske i undervisningen. Vi har ligefrem set gymnasieelever demonstrere for at komme i skole igen. På den måde har coronaen sat fornyet fokus på værdier som fællesskab, nærvær, spontanitet og improvisation. Alt det, der ikke er til stede i den virtuelle undervisning. Det kan måske bidrage til udviklingen af et alternativ til den tekniske didaktik,” siger han.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer