Coffee Corner har været med i Kanalbyen lige fra start. Nu er de klar til endnu en sæson i Kanalbyen, som blev skudt i gang fredag middag.

Fredericia AVISEN var forbi Coffee Corner på åbningsdagen og snakkede med René Hougaard.

“Vi har åbent tirsdag, lørdag og søndag. Når børnenes ferie træder i kraft har vi åbent hver dag. Når der er store begivenheder holder vi også åbent, fx når der kommer krydstogtskibe og der er 6. julidage osv.,” siger Hougaard og kommer ind på, hvilke typer, som Coffee Corner har som gæster:

“Det er alle der kommer her. Det er både de helt unge, børnefamilierne og de lidt ældre. Vi har også både økologisk is, glutenfri is og laktose fri is. Derfor vil jeg vove at påstå, at vi kan betjene enhver. Vi har også de klassiske soft ice chokolade og vanlilje soft ice,” forklarer René Hougaard.

Coffee Corner er klar til endnu en sæson i Kanalbyen. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Med placeringen lige ned til havnen glæder René Hougaard sig også over udsigten, som gerne skulle tiltrække folk til at komme og nyde en kop kaffe og is hos Coffee Corner.

“Det er et fedt sted at få lov at udfolde sig. Vi har det jo sammen med Jesper og Annette, der har Café Mums. Min kone og jeg har det sammen med dem, så det er rigtig dejligt,” forklarer René og kommer ind på Kanalbyen som helhed:

“Jeg synes, at det er fantastisk det udvikler sig sådan. Det er spændende, og det kan vi godt være stolte af, og generelt også være stolte af det, der sker i vores by,” udtaler han.