Jonathan Smetana er udset til at være arvtager til topledertjansen hos Fredericia-entreprenøren CJ A/S efter Hans Jørgen Ebbesen. I fjor blev Smetana annonceret udnævnt til vicedirektør og helt efter planen er vice-titlen nu slettet og Smetana er registreret som tegningsberettiget direktør i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen sammen med Hans Jørgen Ebbesen som administrerende direktør. Dette er del to af det samlede planlagte generationsskifte.

– Den videre plan for generationsskiftet er, at Hans Jørgen Ebbesen fortsætter den gradvise indarbejdelse af Jonathan Smetana til topleder-positionen, som han overtager om et år, mens Hans Jørgen Ebbesen fortsætter i direktionen i en endnu ikke nærmere defineret periode derefter – og det er vi rigtig glade for, forklarer bestyrelsesformand, Lars Martens Clausen.

– Rollefordelingen mellem Hans Jørgen og Jonathan forbliver aktuelt den samme som hidtil, blot får Jonathan med den nye titel endnu mere formelt og juridisk ansvar end hidtil. Alt er præcis som planlagt, siger bestyrelsesformanden. 

Hans Jørgen Ebbesen fokuserer på strategi og administrative samt udviklende opgaver, mens Jonathan Smetana er meget inde over driften i tre afdelinger Bolig & Erhverv, Anlægsarbejder og Service/Tankanlæg.

– Det er der mange gode synergier i, og vi oplever solid vækst i alle afdelinger, hvilket mange i byggebranchen gør lige nu, siger Jonathan Smetana.

– Generationsskiftet kører helt efter planen, og jeg er klar og rustet til det næste skridt, også at bidrage til den fortsatte udvikling af virksomheden med stor fokus på digitalisering og bæredygtighed, som vi allerede har meget højt på den daglige agenda og får meget stor kredit for hos vores kunder.

CJ A/S beskæftiger knap 150 medarbejdere i de tre afdelinger og har en række rammeaftaler med kommuner og store industriaktører omkring blandt andet daglig service og vedligehold på bygninger, anlæg og tankanlæg. Hovedkontoret ligger i Fredericia, men kunderne fordeler sig over det meste af landet. Der er også en fysisk afdeling i Langeskov på Fyn.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer