Cirkus Trapez, der er et nyt heldagscirkus på dyrenes præmisser, kommer til Taulov. Hele fyrre cirkusdyr byder velkommen i manegen og i staldområdet, der er åbent for besøg i dagtimerne.

Elefanten Ramboline har sammen med Isabella Enoch og domptøren Bernhard Kaselowsky fået et nyt cirkus. Cirkus Trapez er et heldagscirkus, hvor dyrene er i fokus. Her kan publikum opleve både kameler, køer, geder, heste og ponyer sammen med Ramboline og en trup af internationale artister i verdensklasse.

Grundtanken i Cirkus Trapez er, at cirkus skal rejse mindre og tilbyde flere oplevelser. Derfor er alle velkomne til at opleve cirkuslivet og dyrene hver dag fra klokken 10.00, hvor pladsen og foldene er åbne for besøg. Her er der åben fortelt for de nysgerrige, hoppeborg til børnene samt forfriskninger til hele familien.

Cirkus Trapez har plads til 550 publikummer, hvilket er halv størrelse af de store, danske cirkusser. Det giver mulighed for at udnytte cirkuspladserne bedre med store, udendørs dyrefolde. Og publikum vil kunne opleve dyrene og artisterne på helt tæt hold i teltet.

Husdyr på slap line
Cirkus Trapez præsenterer fyrre sjove cirkusdyr, hvor Ramboline er den store stjerne. Men helt almindelige husdyr kan også sagtens være cirkusdyr. Derfor er det blandt andet muligt at opleve en flok køer optræde på savsmulden i Cirkus Trapez.

– Børnene synes, det er så sjovt, at der er køer i manegen. Nogle folk tror, at køer er dumme, men det er vores i hvert fald ikke. De har lært, hvordan man som ko tager sig bedst ud i en cirkusmanege, fortæller Isabella Enoch.

Internationale artister
Et cirkus er ikke et rigtigt cirkus uden klovne. Derfor er de spanske, musikalske klovne Familien Popey også en del af truppen. Familien Popey har sammenlagt brugt over 30 år på den meget svære kunst at få folk til at grine. Det gør de så godt, at de har vundet den anerkendte Tonetti-pris og er blevet tildelt en national hæder fra den spanske kulturminister.

– Gode, traditionelle sjove klovne er en vigtig ingrediens i en rigtig cirkusforestilling. Vi glæder os rigtig meget til at give publikum en masse at grine af, fortæller Isabella Enoch, der har levet hele sit liv i cirkus og stammer fra en cirkusfamilie igennem mange generationer.

Ud over dyr og klovne indeholder forestillingen også en prisbelønnet jonglør, et hulahop-nummer med et strejf af flamencodans, et spektakulært magic-show og selvfølgelig trapezakrobatik i luften.

Isabella Enoch har indtil for ti år siden, hvor en bilulykke satte en stopper for hendes akrobatik, optrådt både i Danmark og internationalt som trapezkunstner. Privat og i nu også i Cirkus Trapez danner Isabella Enoch par med tyske Bernhard Kaselowski, der ligeledes stammer fra en cirkusfamilie og har et stort hjerte for elefanten Ramboline og alle dyrene i Cirkus Trapez.

Cirkus Trapez er i Taulov den 2. august kl. 19.00 og den 3. august kl. 19.00 ved Cirkuspladsen.