Cirkuspladsen ved Fredericia Idrætscenter var i går aftes fuld af glade og forventningsfulde børn, voksne og bedsteforældre, som skulle i Cirkus Arena for at se det nye store show med selveste rapperen Clemens i en af hovedrollerne sammen med Cirkuskronprinsen Patrick Berdino. Det var et godt show, hvor artisterne stjal hovedrollerne med de traditionelle akrobatiske kunstnumre godt suppleret af de flotte araberheste, den sjove klovn og de gigantiske elefanter.

Bingo Circus fra toppen af cirkusteltet.
Foto: Christian Warrer / Cirkus Arena.

Klokken var lidt i fem, da vi ankom til Cirkuspladsen. Børnene skulle naturligvis prøve kræfter med den højhushøje oppustelige rutsjebane og derefter en ponytur, inden vi kunne finde pladserne i Cirkus Arena, hvor duften af popcorn kaldte på indkøbseksekvering. Det skete, og vi sad der i teltet med den største popcorn, vi kunne købe, imens duften af savsmuld i manegen ramte os. Nu skulle vi fyldes med cirkusmagi i showet Klovnen og Kronprinsen – Jagten på den tabte tåre.

Jimmy Folco var simpelthen hyleskæg.
Foto: Christian Warrer / Cirkus Arena.

Cirkusorkesteret slog takten an og en moderne cirkusforestilling var i gang. Vi skulle verden rundt med Clemens og Patrick Berdino som fortællere og skuespillere. Det gjorde de to til UG med kryds og slange. Fortællingen rammer lige i hjertet på de mindste, som nyder den nye Cirkusfortælleteknik, men som dog begejstres i særlig grad, når der fra toppen af teltet danses, gås på linje i et astronautisk miljø, når Cirkusprinsessen Laura Berdino styrer de vilde araberheste eller Pat Clarrison med assistent får små gøende hunde med på alt.

Foto: Christian Warrer / Cirkus Arena.

Et hvert cirkus har en klovn. Arena har to, Clemens den ene – pauseklovnen, som bliver væk, og som Kronprins Berdino skal finde på sin lange og farefulde rejse. Den anden spilles af Jimmy Folco, som i mit univers leverer aftenens højdepunkt med sin elegante og hyleskægge publikumsindragelse, der får lattermusklerne til at krampe sammen, så man dagen efter  stadig kan mærke dem og får et smil på læben, når man skriver denne anmeldelse.

Charmaine Berdino på den spanske hest tryllebandt publikum.
Foto: Christian Warrer / Cirkus Arena.

Nu vil vi ikke afsløre mere af handlingen – for det kunne jo være, at I skal i Cirkus, men vi tør godt her på Fredericia AVISEN give hele 6 stjerner for denne forestilling, hvor Cirkus Arena kombinerer moderne fortælleteknik med rapperen Clemens og Patrick Berdino som konferencier med de øvrige deltageres artistiske kunnen. Alle de optrædende viser eksplicit, hvad Cirkus er i fortiden, nutiden og fremtiden. Vores børn var solgt fra start til slut, og det betyder alt.

Clemens på skadestuen.
Foto: Christian Warrer / Cirkus Arena.