Byrådspolitiker Christian Jørgensen (V) sidder med flere kasketter i den aktuelle sag om Fredericia Teaters tocifrede millionunderskud. Han er både medlem af økonomiudvalget og næstformand i kulturudvalget. Han fortæller her, hvordan han ser teatrets underskud.

Solen skinner ude foran Fredericia Rådhus, og byens borgere tjekker ind og ud ad den rullende dør ved Rådhuset, også Christian Jørgensen, som vi vil spørge til Fredericia Teaters regnskab og fremtid.

“Jeg synes naturligvis, at det er trist, at der kommer så betydeligt et underskud. Fredericia Teater er en rigtig vigtig pille i byens selvforståelse, og den by vi har i dag. Fredericia Teater gør meget godt for byen og byens handelsliv,” indleder Christian Jørgensen.

20 millioner kroner i en tid, hvor man også skal spare i kommunerne, hvad betyder det?

“Det gør et stort indtryk, og det tror jeg, at det vil gøre på mange borgere og interessenter i kommunen, fordi der skal være en vis rimmelighed i tingene. Nu gælder det om at komme sig og lande på benene. Det som er meldt ud fra bestyrelsens side omkring en løsning, synes jeg peger fremad.”

Hvordan ser du situationen?

“Det er naturligvis alvorligt. Det er et meget stort tal. Det er et stort tal for Fredericia Teater og kommunen, men det handler om at tage det ind, få det løst og lande på benene og kigge fremad. Det hæfter jeg mig også ved, at Bestyrelsesformanden vil,” siger Christian Jørgensen og svarer på spørgsmålet om at spille i København og Aarhus:

“Jeg hæfter mig ved det svigtende salg på Prinsen af Egypten og Tarzan i København i forhold til budget. Det giver anledning til reflektion i teatrets ledelse, men også hos mig som kulturpolitiker og byrådsmedlem. Tiden kalder på, at man som i andre virksomheder, ser på sin kernedrift og basisforretning, hvilket må være at drive det i Fredericia, og heraf trækker mange borgere udefra til byen, og så må man finde nogen at dele den kommercielle risko med udenbys eller helt undgå den. Vi kan ikke holde til, at det sker flere gange.”

Du er løbende i økonomiudvalget blevet briefet om Fredericia Teater, hvordan reagerede du, da du fik nyheden om de 20 millioner i underskud?

“Jeg var chokeret, trist og ærgerlig. Det er det ærlige svar. Jeg hæfter mig ved, at der er fundet en løsning med Fredericia Teaters pengeinstitut – en kommerciel virksomhed som er en aktiv sparringspartner. Det er et væsentligt element, at der er en bankforbindelse, der medvirker til at finde en løsning,” svarer Jørgensen.

Og hvis det går galt, så hænger kommunen på regningen?

“Vi tror ikke på, at det går galt. Alle gode kræfter arbejder for, at budget 2020 holder. Vi har ikke været ude og tage ekstra penge op af den kommunale kasse for at finde en løsning. Løsningen er fundet med banken. Vi vil naturligvis hellere tage pengene op til fortsat teaterdrift, men der er ikke tale om ekstra penge i forhold til, hvad vi har budgetteret med,” siger Christian Jørgensen.

Mange medarbejdere siger farvel nu, hvad gør det ved dig?

“Det gør mig trist og jeg er ked af det på de pågældende medarbejders vegne, når man midt i en positiv succeshistorie mister sit arbejde. Det gør mig ked af det.”

Antallet af fyrede medarbejdere giver umiddelbart ikke nok til at finde 20 millioner, hvad med resten?

“Jeg tror, at bestyrelsen og den daglige ledelse skal forholde sig til det, ikke mig. Min indtryk er, at man har været helt ude krogene for at lægge budget 2020.”

Skulle man have været mere offentlige i sin orientering af den økonomiske situation?

“Jeg ved ikke ,om det skal være mere offentlige, men i og med, at der sidder to i teaterets bestyrelses og løbende rapporteringer i øk, så er man tæt på. Nogle virksomheder er lettere at budgettere med end andre, og her har vi et teater, hvis væsentlige indtægt er et billetsalg, der kommer i halen af markedsføring. Hvis det svigter står man i en situation som nu, hvilket er dybt beklageligt, men jeg synes ikke, at man skulle have været tættere på. Fremadrettet vil det være en vigtig ting med månedlige opfølgninger, men selv med dem, er det ikke en skakvidenskab at budgettere,” siger Jørgensen.

Skulle man have en kristisk erhvervsperson ind i bestyrelsen?

“Jeg har tillid til bestyrelsen lige nu, hvor der for nylig er kommet to nye medlemmer. Det betyder ikke, at man ikke løbende skal se på sammensætning i forhold til presserende opgaver, som lige nu er drift og økonomi, men jeg skal ikke forholde mig til konkrete bestyrelsesmedlemmer,” slutter Christian Jørgensen.

Læs også

1 KOMMENTAR

Skriv et svar