Christian Ingemann Nielsen, kommunikationschef i Bæredygtigt Landbrug, Gl. Landevej 25, 7000 Fredericia, fylder 50 år onsdag den 3. februar.

Christian Ingemann er opvokset i Odense SV og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. I en lang årrække var han journalist, redaktør og lederskribent hos Jyske Medier A/S, ligesom han har været freelancejournalist.

Mest kendt i den brede offentlighed er han dog utvivlsomt som spindoktor for Carl Holst (V) – først som kommunikationsmedarbejder i Region Syddanmark, siden som særlig rådgiver i Forsvarsministeriet. Sidstnævnte ansættelse sluttede hurtigt og brat i efteråret 2015, da såvel ministeren som rådgiveren under stor mediebevågenhed måtte gå af efter beskyldninger om ulovlig valgkampshjælp fra Ingemann til Holst under ansættelsen i Syddanmark. En anklage, som dog senere blev afvist af Rigsadvokaten ovenpå en 18 måneder lang politiefterforskning.

50 års fødselaren har siden foråret 2016 været kommunikationschef for interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, hvor han udover pressekontakt og skribentvirksomhed også rådgiver landmænd op til medieoptræden. Gennem årene har han desuden været flittigt benyttet som ordstyrer og oplægsholder.

Christian Ingemann er på 23. år gift med frisør Jeannette Nielsen, med hvem han har sønnerne Peter og Jakob på henholdsvis 21 og 18 år. I fritiden er den inkarnerede OB-fan særdeles fodboldinteresseret og har ofte brugt ferier på at rejse Europa tyndt for at se kampe i bl.a. Italien og England samt EM- og VM-slutrunder med landsholdet. Han er også tidligere mangeårig ungdomstræner i den lokale fodboldklub Erritsø GIF.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer