I september får Vejle Musikteater efterårets første besøg fra Comedy ZOO on Tour, nemlig Dan Andersen, Anders Fjelsted og Torben Chris. Dan har igennem årene udviklet sin egen genre, nemlig stand-up mixet med guitar og sang. Anders er ham alle kan lide, den charmerende, positive og stærkt selvironiske, der med næsten 20 år i stand-up-branchen har prøvet det hele. Torben er på få år rykket op i eliten af danske stand-up-komikere. Han kan opleves i sit første one man show JYDELOGIK der bl.a. når omkring gamle mennesker og livets uretfærdigheder.

 

I oktober får vi besøg af det komiske multitalent, Jesper Juhl, der udover diverse danske filmsucceser og tv-programmer også leverer velskrevne punchlines på stand-up scenen. Med sig har han en af de største navne indenfor dansk stand-up, nemlig Christian Fuhlendorff. Mens han forbereder sig på sit næste one man show, der har præmiere i foråret 2016, kan vi her opleve ham på slap line. Det bliver som altid en improviserende sjov oplevelse fyldt med krøllede genialiteter, mens han leger sig frem til indholdet i sit kommende one man show.

 

Som de sidste på dette års efterårsturné i november kan vi byde velkommen til tre generationer og tre vidt forskellige nuancer inden for stand-up. Thomas Hartmann er tourens veteran, der som den eneste komiker stort set har været med siden konceptet startede og endnu husker Jacob Wilson som newcomer. Nu kan de så sammen byde Anders Grau velkommen som tourens Benjamin.

 

Der er noget for enhver smag når dette års Comedy ZOO on tour gæster Vejle Musikteater, hvor publikum får mulighed for at opleve nogen af landes sjoveste komikere i intime og hyggelige rammer.

 

Dan Andersen, Anders Fjeldsted & Torben Chris, Fredag den 25. september kl. 20.00

Jesper Juhl & Christian Fuhlendorff, Torsdag den 8. oktober kl. 20.00

Thomas Hartmann, Jacob Wilson & Anders Grau, Torsdag den 19. november kl. 20.00

 

Vejle Musikteater, Jacob Gade Salen