Christian Fuhlendorff er i 2018 klar med et nyt one man show der, som titlen antyder, “Går over i historien”, og der er så meget at fortælle, at showet kommer til Vejle Musikteater i to dele.

Verdenshistorien, som du aldrig har set den før!
Igennem hans tidligere shows er vi kommet tæt på Christian og hans familie på både godt og ondt og i efteråret kunne man se ham i DR-programmet “Mig og klassen”, hvor man fik et indblik i hans noget aparte skoletid. Denne gang er det ikke kun hans historie vi kommer tættere på men vores allesammens historie. Fuhlendorff vil nemlig gennemgå hele verdenshistorien. Og der er så meget at fortælle, at showet kommer i to dele.

Fuhlendorff har flere gange taget tilløb til at give verdenshistorien et vrid og han har da også haft historiske nedslagspunkter i sine tidligere shows, der ellers mest har handlet om hans forhold til familien og omverdenen. Denne gang lader han familien blive hjemme og kaster sig i stedet over en kronologisk og meget morsom gennemgang af verdenshistorien, som vi aldrig har hørt den før.

 

”Far, har du altid været her?”
Om motivationen bag ”Går over i historien” fortæller Fuhlendorff: “Min datter spurgte mig, “”far, har du altid været her?””. Og efter et kluntet forsøg på at forklare hende verdenshistorien, gik det op for mig, at det her krævede, at jeg satte mig ind i det. Så det har jeg gjort, eller så godt man nu kan sætte sig ind i noget, når ens højeste akademiske formåen har været 10. klasse. Det bliver Danmarks første stand-up toologi, for der er sket alt for meget til, at jeg ville kunne nå det hele i ét show. Håber I er klar på jeres historie, aber!”

Hvert show bliver en oplevelse i sig selv, men der vil selvsagt være en helhed i at se begge dele. Billetter kan købes til hvert show særskilt, men der er også mulighed for at købe begge samlet i en pakke og få rabat.

FUHLENDORFF – Går over i historien – del 1

Store Sal, Vejle Musikteater

Torsdag den 3. maj 2018 kl. 19.00

 

FUHLENDORFF – Går over i historien – del 2

Store Sal, Vejle Musikteater

Torsdag den 4. oktober 2018 kl. 19.00