Affald og genbrug har arbejdet på åbne igen, siden man lukkede. Det fortæller Christian Bro i et interview med Fredericia AVISEN.

I morges kunne vi fortælle, at genbrugspladsen på Industrivej genåbner mandag. Det er dog ærgerligt, at der er gået politik i det gode arbejde for at genåbne Danmark. Det mener Miljø- og Teknikudvalgsformand Christian Bro (A).

“Først og fremmest så har medarbejderne i kommunen ydet en sublim indsats, leveret en høj service til borgerne og hjulpet mange. Jeg vil ikke lægge skjul på, at genåbningen af Industrivej sker hurtigere end jeg havde ventet. Jeg havde regnet med den første uge af maj, men når man skønner, at det er sikkerhedsmæssigt forsvarsligt, så er der ingen grund til at holde noget lukket længere tid end nødvendig,” siger byrådspolitikeren og fortsætter:

“Vi har fået gode tilbagemeldinger fra vores medarbejdere. Det er gået stille og roligt på de to åbne pladser med undtagelse af ugen omkring genåbningen i påsken. Der mærkede vi en ketchupeffekt, fordi mange havde lagret affald op, men gradvist er tilstrømningen blevet normaliseret, derfor tør vi også genåbne på Industrivej. Det kommer dog til at betyde ændredre åbningstider for Bundsgårdsvej, idet medarbejderne fra Industrivej har hjulpet derude. Samtidig kan vi se, at særligt om morgenen er der ikke mange, der læsser affald af på Bundgårdsvej.

Sagen er blevet politisk, hvad synes du om det?

“Politik er en kontaktsport, og der kan komme skyts undervejs, men det havde klædt Kenny og co. at rejse det politisk i stedet for at bruge aviserne. Vi har arbejdet intensivt med tingene, og har ikke haft interesse i at holde lukket længere end normalt. Vi har haft flere politiske møder, senest i mandags, hvor hverken Kenny eller Susanne (Eilersen (O) red.) sagde noget til emnet. Men sådan er det. Lige nu er jeg bare glad for, at vi kan åbne igen,” fortæller Christian Bro.

Du har tidligere nævnt, at der ikke ville være begrænset plads på Industrivej, hvad så nu?

“I og med, at mange er kommet af med affald, fordi vi har haft udvidet åbningstider og leveret en høj service, så har det normaliseret sig. Vi får også ekstra plads som følge af, at haveaffald stadig skal afleveres på Vejlbyvej og fra mandag på Bundgårdsvej. Nu vil vores gode medarbejdere arbejde med en plan for at genåbne, så alt er efter anvisningerne på Industrivej,” slutter Christian Bro.

Fredericia Kommune iværksætter følgende plan for en øget gradvis genåbning af genbrugsområdet:

  1. Deponiet holdes fortsat åbent for haveaffald, jord, murbrokker med udvidede åbningstider fra 8 til 21 alle dage.
  1. Der åbnes op for en ekstra indgang på Deponiet på Vejlbyvej i spidsbelastningens perioder for at undgå lang kø/fremme et bedre flow på pladsen.
  1. Bundgårdsvej har åbent med udvidede åbningstider til og med søndag den 26. april.
  1. Pladsen på Bundgårdsvej vil fra mandag den 27 april have normale åbningstider. Haveaffald vil igen kunne afleveres fra mandag den 27. april.
  1. Pladsen på Industrivej åbner fra mandag den 27. april med normale åbningstider. Haveaffald mv. afleveres forsat på Vejlbyvej, men der arbejdes på en løsning, så man inden længe også kan aflevere haveaffald på Industrivej. 
  1. For at sikre en god fordeling af fredericianere, der alene vil af med haveaffald, opfordres der fortsat til at aflevere haveaffald på Vejlbyvej.
  1. Da adfærden stadig er god og folk er gode til at holde afstand vil der gives mulighed for at øge antallet af biler på pladserne. Sundhedsstyrelsens retningslinjer omkring afstand skal overholdes, men der etableres mulighed for at lukke flere biler ind af gangen.

1 KOMMENTAR

  1. Det er helt fantastisk hvad der nu pludselig kan lade sig gøre.
    Prøv at se hvordan de klarer det andre steder.
    Det er ikke verdens undergang at vi ikke kan komme af med haveaffald.
    Lidt fleksibilitet løser mange ting.
    Nu kan alt pludselig lade sig gøre.

Leave a Reply