Januar rimer for mange på en ny start og bedre livsstil. Vil du sætte året i gang med god samvittighed og en sundere krop, udfordrer Christian Bitz og Simple Feast til en kødfri januar med grøntsager i fokus.

En dansker spiser i gennemsnit 101 kg kød om året. Men vores hang til bolognese, hakkebøffer og frikadeller har store konsekvenser for både klimaet og vore helbred. Derfor vil stifterne af den vegetariske måltidsløsning Simple Feast og ernæringseksperten Christian Bitz inspirere danskerne til en grønnere livsstil og udfordrer alle til at starte 2018 med en kødfri januar.

– Én ting alle ernæringseksperter kan blive enige om, er at vi skal spise flere grøntsager – både for vores egen sundheds og klimaets skyld. Jeg opfordrer derfor sammen med Simple Feast alle danskere til at spise mere grønt i januar. Min familie og jeg deltager selv i udfordringen og dropper kødet hele måneden, siger Christian Bitz.

Du kan tilmelde dig den kødfri januarudfordring her: https://food.simplefeast.com/koedfri-januar og følge med i, hvor mange andre danskere, der deltager. Der er allerede 4.000 danskere, der er hoppet med på udfordringen, og hvis du mangler inspiration til lækre kødløse retter, har Christian Bitz udarbejdet en kogebog med vegetariske opskrifter, som du gratis kan downloade, når du har tilmeldt dig.

Under hashtagget #kødfrijanuar kan du på Instagram følge med i andres kødfri januar, dele erfaringer og få inspiration til en plantefokuseret livsstil.

Klimapåvirkning gjort op i flyveture til Paris, brusebad og km kørt i bil

Med den kødfri januar vil Simple Feast og Christian Bitz have danskerne til at få øjnene op for vores kødforbrugs negative klimaaftryk – og hvor stor en forskel det gør, hvis man skærer ned på de animalske produkter. Derfor kan du på januarudfordringens website følge med i, hvor meget alle deltagere samlet har sparet klimaet for i CO2-udledning og vandforbrug omregnet til flyveture fra København til Paris, km kørt i bil og antal brusebad. Og det er ikke så lidt.

Et studie fra Oxford Universitet viser, at en kødspiser, der spiser cirka 100 gram kød på en dag udleder 7,19 kg CO2 om dagen. En vegetar udleder 3,81 kg CO2 dagligt og en veganer, der slet ikke spiser noget, der stammer fra dyr, er nede på 2,89 kg CO2. Kødproduktionen koster også vand i stor stil – faktisk bruges der 15.000 liter vand for at producere bare ét kg oksekød. Hvis en familie på fire skifter spaghetti bolognese til aftensmad ud med en plantebaseret ret, sparer man 7.500 liter pr. måltid – eller hvad der svarer til 133 brusebad.

Den kødfri januarudfordring løber fra 1. januar til 31. januar 2018. Det er muligt at tilmelde sig i hele perioden.

Om Simple Feast

Simple Feast er en vegetarisk måltidsløsning, der leveres hjem til danskernes hoveddør, tilberedt af gourmetkokke og klar til servering på ti minutter. En ugekasse med tre plantefokuserede menuer til en familie på 4-5 personer koster 895 kr, svarende til 66 kr. pr. person. Menuerne leveres i 100% komposterbare kasser og emballage, og kan holde sig 5-7 dage, hvis de opbevares i køleskab. Ud over at være plantebaserede er menuerne 100 procent økologiske og uden tilsætningsstoffer, antibiotika og konserveringsmidler.

Ugekassen kan bestilles på www.simplefeast.com eller igennem Simle Feasts app, der kan downloades i Apple Store eller Google Play. Kasserne leveres i hele landet (bortset fra ikke-brofaste øer).