Forside Fredericia Cecilie Roed Schultzs liv og vejen ind i politik

Cecilie Roed Schultzs liv og vejen ind i politik

DEL
Foto: Thomas Lægaard Fredericia Avisen

Jeg har ofte tænkt, når jeg har set en politiker på tv, der står og skal forklare noget upopulært, eller er endt på forsiden af en et stort nyhedsmedie, hvad er det, der driver dem? Jeg kunne måske forstå, at man ville gå langt for egen vinding, men for et parti eller en sag, når man ser, hvordan personsager og embedsfejl ofte sætter en stopper for den politiske karriere, så skal man altså være støbt af noget særligt for at være politiker.

Jeg har selv på egen hånd fulgt sidste kommunalvalg og stødt på flere yngre politikere, tre af dem måtte lade livet i Byrådet, og nu er Cecilie Roed Schultz så den eneste tilbage fra den generation, jeg har valgt at kalde de unge. Nicolaj Wyke, Frances 0´ Donnovan klarede ikke skærene, og Lasse Strüwing Hansen stillede ikke op til Byrådet, derfor ville jeg interviewe “last woman standing”, om hvordan man kommer ind i politik, og hvordan man kvalificerer sig til at sidde i et byråd.Jeg tager Cecilie med til det første sted, hvor jeg mødte hende tilbage for mange år siden, og nu sidder vi i hver vores sofa på Ungdommens Hus i Norgesgade. Der er sket meget, siden vi sad her sidst, dengang var Cecilie en ung meningsdanner, der ikke var bange for at tage kampen op i diskussioner eller når det kom til at bekæmpe uretfærdighed.

Nu sidder jeg overfor en kvinde, mor, kone og ikke mindst byrådsmedlem, i gang med anden periode i Fredericias place to be, når det kommer til lokalpolitik.

Hvordan startede du dig med at interessere dig for politik?

“Da jeg gik på efterskole, meldte jeg mig ind i Enhedslisten som 15 – 16-årig, det var undervejs, men jeg anede ikke, at man kunne være organiseret,” siger Cecilie og fortsætter:  “Da jeg fandt ud af, at der fandtes ungdomspartier, var banen ligesom blevet synlig.”

Det var med til at bekræfte Cecilies identitet i efterskoletiden, hun arrangerede busser til demonstrationer for “Antikrig Irak” med unge fra efterskolen, lavede skilte og bannere.

Cecilie fik flere kontakter i bussen til København og fik et netværk: “Det var primært nogle, der var ældre end mig, men flere efterskoler var også med til demonstrationen,” fortæller Cecilie.Efter turen hun arrangerede, sidder hun på efterskolen med en stak forskellige populære klistermærker som “Ingen krig i Irak”, “Boycut Israel” og lignende: ”Men jeg måtte værne om dem, fordi der var ikke til alle.” Når der kom nogle af de andre efterskoleelever og ville have klistermærkerne, ville Cecilie have at de skulle forklare, hvorfor de ville have det, f.eks. hvorfor de ville boycutte Israel: “Der faldt tiøren for hvorfor jeg gjorde det hele, det hang sammen.”

I folkeskolen var det mere de kendte slagord som:  ”Nej tak til racisme” og “Atomkraft nej tak”.

“Mit fokus dengang var på mobning, ensomhed og jeg var magtesløs, verden er så stor og så mange mennesker har det så skidt, det tænkte jeg, men anede ikke hvordan jeg kunne gøre noget ved det” siger Cecilie.

“Jeg fandt ud af, at jeg kunne gøre noget ved det,”siger hun og hermed var vejen banet for medlemskab i SUF – Socialistisk Ungdoms Front.

Da Cecilie starter på Fredericia Gymnasium, var der en af de store drenge fra 3.G, der henvender sig til hende, hun havde kun gået, der er par dage, så hun blev noget paf og sagde nærmest JA i refleks. Der var kun gået nogle dage, og det var ikke normalt inden for hierarkiet, at en fra 3.G henvender sig til en fra 1.G, men henvendelsen handlede om politik, og snart var den første lokalafdeling af SUF en realitet.De skulle mødes på Ungdommens Hus i Fredericia: “Det var et sted, jeg ikke kendte, så jeg var en smule nervøs, jeg husker jeg allierede mig men en, der kørte skateboard fra 1.G,” griner Cecilie: “Han kom for sent og jeg følte mig ensom, der var mange, men ingen kom hen og henvendte sig.” Cecilie finder sig hurtigt til rette i huset efterfølgende, SUF holder mange møder, vokser sig større og hun kommer hurtigt i ledelsen af SUF.

“Vi starter offensiv som er en udenomsparlamentarisk ungdomsorganisation, det var SUF også, men SUF havde en samarbejdsaftale med Enhedslisten,” siger Cecilie og fortsætter: “I SUF får du en skoling, som er med til at give begreber. Det gjorde, at jeg forstod strukturer, systemer og kulturer, jo mere jeg lærte, jo mindre havde jeg lyst til at gå på kompromis, det gav mening for mig.

Det fik Cecilie til at reflektere mere, men det største skifte kom da Cecilie blev mor, dengang var hun 21, og hun var flyttet til København med sin kæreste.

Parret er begge aktive mod lukningen af Ungdomshuset på Jagtvej i København: “Jeg elskede vores hus i Fredericia, så jeg kunne sætte mig ind i, hvad de mistede efter kampen”, siger Cecilie.

Da Cecilie finder ud af, at hun er gravid, begyndte hun at tænke tilbage på tiden med at demonstrere, blive jagtet af politihunde gennem brombærkrat, og tåregas på tøjet, som er ætset: “Jeg var begyndt på ernæring og sundhedsstudie og finder ud af jeg, at er gravid. Jeg googlede graviditet og tåregas, så der kom et skifte. Jeg tager faktisk en kold tyrker fra miljøet,” siger Cecilie.

Hendes tunge er smurt og fortsætter: “De sidste ting jeg var til i SUF, der var jeg højgravid, der var ikke andre i SUF, som havde børn, dem der var ældre havde heller ikke børn.” Pludselig var Cecilie et andet sted i livet, og der bliver hun nødt til at indgå nogle kompromiser.

Kæresten Marc, som hun flyttede til København med, er også far til Ask som parret får mens de bor i København, og da Ask er 2,5 år flytter de tilbage til Fredericia. Cecilie er ved at skrive sit speciale, den lille familie prøver at få et barn mere, men det er af forskellige årsager gået galt flere gange. Da de er flyttet tilbage, viser der sig at være lykkelige omstændigheder på vej, forventningerne er små, men til sidst er Cecilie så langt henne, at parret begynder at tro på det ender med et barn.Familien flytter i Regnbuen som er et moderne kollektiv i Fredericia: “Vi skal lære de sociale spilleregler der, vi skal have et job, men så ender det med vi får Karla, og jeg nok ikke skal finde et arbejde, men gå på barsel,” fortæller Cecilie.

Cecilie begynder at tænke, hvad hun så skal lave, i periferien var der flere fra ungdomshusbevægelsen som var blevet forældre, så der opstår et fællesskab i det politiske miljø. De tog stadig til demonstrationer, som de forventede var ufarlige.

I Fredericia var der ikke samme miljø: “Mange af dem vi kendte fra Ungdommens Hus var flyttet,” siger hun: “Men så møder jeg en på biblioteket, som præsenterer sig som værende fra Enhedslisten, jeg var passivt medlem, men kendte godt nogle derfra fra før.”

Efter det første tilfældige møde på biblioteket støder Cecilie på hende nogle gange: “Jeg bliver spurgt, om jeg ikke kunne tænke mig at stille op til byrådet. Det afviser jeg de første gange, jeg har baby, plus et barn der ikke trives, da han har nogle udfordringer.” Men det vokser alligevel, og der bliver plantet nogle frø, hun kan mærke, at hun savner organisering og beslutninger.

“Jeg skal ikke tilbage til de farlige ting, men det er grænseoverskridende, da jeg er 25 år, det virker meget voksent,” siger Cecilie som på det tidspunkt ikke kender mange på sin alder, som er aktive i Enhedslisten.

Cecilie beslutter sig for at prøve det af, og Mark og hende beslutter at være politiske aktive, lidt som at have en hobby sammen, uden altid at være forældre.

Inden kommunalvalget bliver hun 27 år og regner med, at kun skulle køre valgkamp, da Enhedslisten ikke har været i nærheden af at komme ind før. “Altså jeg var klar over, at jeg havde nok i bagagen til at kunne argumentere og forsvare mig nok til at kunne være spidskandidat,” siger hun, og resten er jo historie for Cecilie kom i Byrådet, sammen med tre andre unge under 30. Enhedslisten var for første gang repræsenteret i Byrådet i Fredericia, og Cecilie blev som mange ved genvalgt, faktisk som den eneste af de fire unge, der kom ind i den tidligere periode.

Mark er under uddannelse i Gribskov på skovskole, og er afsted otte uger af gangen tre gange om året: “Så i praksis føler jeg lidt, at jeg er alenemor i nogle perioder. Jeg måtte gå ned i tid, efter jeg kom ind i byrådet, og har måttet erkende, at det at sidde i byrådet er et job, når man sidder i mange udvalg og sidder alene for et parti,” siger Cecilie uden, at det skal lyde som om det var en byrde. Efter Marc afsluttede uddannelsen har meget selvfølgelig været noget lettere at finde tid til det hele. Det at sidde i byrådet giver pludselig netværk ligesom da Cecilie var i SUF, mange af de samme personer kom ind i Byråd, rundt omkring i landet.

Det er mange år siden vi sidst har siddet på Ungdommens Hus, og den rebelske og til tider vrede teenager, rejser sig og går ud af døren som en moderne kvinde, der kæmper for sine og borgernes sager i Byrådet.

Cecilie Roed Schultz.
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

Vi kunne snakke lang tid, men nu er det på tide at stoppe for i dag. Jeg håber nogle unge mennesker læser det her og bliver inspireret til at gå ind i politik, uanset hvilket parti er det vigtigt for demokratiet at nogle vil kæmpe for og forbedre lokalområdet.