Forside Danmark Cecilie Roed Schultz får nyt job

Cecilie Roed Schultz får nyt job

DEL
Cecilie Roed Schultz. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

Den fredericianske politiker, Cecilie Roed Schultz har fået nyt job.

Da hun første gang hørte om headspace, tænkte hun, at der var noget unikt ved det koncept der, noget der tiltalte.

Siden hun blev færdiguddannet i 2011 – sideløbende med den politiske karriere – har Cecilie Roed Schultz arbejdet med børn og unge, og hun har set, hvordan problemer og udfordringer har skygget for, at de trives, at de lykkes, og at de får den bedste vej videre i livet. Så da stillingen som ungerådgiver blev slået op i headspace, var hun ikke i tvivl.

”Jeg har altid været glad for at arbejde med udsatte og rådgivning, og jeg har været særligt glad for at arbejde med unge mennesker”, fortæller Cecilie og tilføjer:

”Jeg ved, hvor vigtigt det er at give tid og plads til at lytte, støtte og guide unge gennem en svær tid. Det betyder så meget og er helt vildt værdifuldt, og at jeg kan komme til at gøre det i headspace er et kæmpe privilegium”.

I en årrække var Cecilie tilknyttet SOSU-skolen i Vejle, Kolding og Fredericia. Her arbejdede hun både som underviser, støttekontaktperson og mentor og oplevede, hvor vigtigt det var at kunne støtte de unge på den rigtige måde.

”Jeg var meget overrasket over, hvor åbenhjertige de unge var, og at de fortalt mig om deres problemer og udfordringer, og jeg kunne mærke, at det med at få deres tillid åbnede muligheder. Men det kræver også meget at være lærer og kunne give den rigtige rådgivning, så det ville være rart at have et sted som headspace dengang”.

”Det er, at der ikke er noget, der for er småt, at der er tid til at tale om det, som den unge mener fylder, og at der ikke er nogle voksne, myndigheder eller systemer, der siger, at det er lige meget eller ikke er relevant, for hvis det fylder noget, så fylder det, og så må man tage hånd om det”, tilføjer Cecilie Schultz.

Hun fremhæver også, at det faktum, at headspace er gratis og anonymt, gør, at der kommer en række unge, som ellers ikke ville være kommet ind ad døren andre steder.

Uden for døren, når headspace er på dagsordenen

For at sikre at Cecilie Schultz ikke er inhabil i sager, der omhandler børn og unge og headspaces arbejde, så vil hun fremover træde ud ad døren i byrådssalen, når headspace kommer på dagsordenen.

”Det er noget, som vi, headspace, borgmesteren og jeg, har besluttet for at beskytte headspace og byrådet og for at sikre, at der er fuldkomment rent mel i posen”, fortæller Cecilie Schultz. Hun tiltræder den 1. marts, og headspace Danmark og Fredericia Kommune satser på at åbne headspace senere på foråret.

Rundt om Cecilie Roed Schultz

Cecilie er 30 år og har været byrådsmedlem i Fredericia for Enhedslisten siden 2013.

I 2011 blev hun færdiguddannet som professionsbachelor i ernæring og sundhed på Metropol, København.

Hun kommer fra en stilling som konsulent i Fredericia Kommune.

Til daglig er hun gift og har to børn på 9 og 6 år.

Fakta om headspace

headspace er et anonymt og gratis rådgivningstilbud til børn og unge i alderen fra 12-25 år. Det hører under Foreningen Det Sociale Netværk, der blev etableret i 2009 af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der nu er protektor for foreningen. I dag er formanden Benedikte Kiær (K), der til dagligt er borgmester i Helsingør. headspace bliver drevet af over 450 frivillige på landsplan og få fastansatte. I headspace er ingen problemer for store eller små, alt foregår på de unges præmisser, og der er ingen ventetid og journaler.

Siden opstarten i 2013 har headspace været i kontakt med mere end 29.000 unge. Der findes headspaces i 17 byer; Aabenraa, Aalborg, Albertslund, Ballerup, Billund, Esbjerg, Gentofte, Greve, Helsingør, Herlev, Herning, Horsens, Hvidovre, København, Odense, Roskilde og Rødovre og fra marts åbner headspace i Fredericia.

I headspace kan du komme direkte fra gaden og tale med ungerådgivere eller frivillige. Der er også mulighed for at chatte med rådgivere eller kontakte headspace telefonisk. Læs mere på www.headspace.dk.