Med Arbejdernes Internationale Kampdag følger også politiske taler og budskaber om både fortid, nutid og fremtid. For Enhedslistens medlem af Fredericia Byråd, Cecilie Roed Schultz, er dette ingen undtagelse. Hun peger særligt på to kampe, når hun skal tale til 1. maj.

– For mig betyder 1. maj en dag, hvor der er fællesskab, hvor man mærker at man er mange om de kampe man står i, siger Cecilie Roed Schultz.

For hende at se er der to vigtige kampe, men to kampe, der i virkeligheden hænger meget tæt sammen.

– For mig at se, så er nogle af de største kampe, der står overfor at blive kæmpet, og som jeg synes, at mange arbejder kæmper for, er den her uligeløn, der er i Danmark. Der bliver lønnet langt lavere i kvindedominerende fag, sammenlignet med tilsvarende uddannelser og ansvar. Det kommer helt tilbage fra 1969, hvor Folketinget besluttede det. Det var fag, man så som lommepenge til familierne, men sådan er det ikke mere, siger Cecilie Roed Schultz.

– Den anden, og måske større kamp, vi står overfor er, at vi står i en tid, hvor vi kan frygte om den samfundskontrakt, vi har den fortsat kan holde. Den handler om, at man står op, går på arbejde og betaler skat. Til gengæld er der et sikkerhedsnet til, hvis man kommer til skade. Vil begge gå på arbejde, så er der også dagtilbud, forklarer Cecilie Roed Schultz og fortsætter:

– Men lige nu har vi en velfærdssektor, der virkelig er presset. Der bliver løbet stærkt og mange smider håndklædet i ringen. Deres løn i forhold til deres arbejdsforhold er urimelige. Det tænker jeg også i meget høj grad er politikernes ansvar at løfte det og gøre noget ved det. Så kan det godt være, at man ansætter 1.000 sygeplejersker mere, men lige nu er der 5.000 ledige stillinger. Der mangler om få år 40.000 social- og sundhedsansatte.

Det er en bombe under velfærdsstaten

Cecilie Roed Schultz frygter, at manglende handling kan blive velfærdsstaten, som vi kender den, endeligt.

– Det er en enorm bombe under velfærdsstaten. Ikke kun for de ansatte, men også for alle de, der er afhængige af det. Der er behov for, at der sker noget radikalt. Der skal være andre arbejdsvilkår og en anden løn. For vi er nødt til at spille på flere strenge. Det er vi simpelthen afhængige af, siger Cecilie Roed Schultz og fortsætter:

– Hvis ikke der bliver gjort op med det her, så synes jeg, at politikerne har brudt den samfundskontrakt, vi har. Folk står op hver dag og betaler skat. Folket holder sin del af aftalen. Men kan man så ikke få de modydelser, man betaler for, eksempelvis at ens forældre ikke får den hjælp de har brug for, eller at børnene er for mange til for få hænder, så får man ikke nok for det, man knokler. Det gør også, at man bliver enormt sårbar overfor at komme til skade på arbejde. Den utryghed er med til at destabilisere et ellers meget trygt og stabilt samfund som det danske. Hvis ikke den anden part overholder aftalen, så mister man selv motivationen for at overholde aftalen.

Der skal handling til

Politikere er tit kendt for at ville en masse, men handle for lidt. Det mener Cecilie Roed Schultz også er tilfældet her.

– Jeg tænker, at i stedet for alle de fine ord, så er der nogen der skal punge ud med en mere fair løn, flere uddannede og bedre arbejdsvilkår. Det er det, der i mine øjne skal til for, at vi fortsat har en velfærdssektor. Det kan vi ikke længere taget for givet. For der er alt for mange, der er uddannet inden for det her, der finder andre veje end det offentlige. Mange siger fra, fordi alle kan se, hvad der er udsigt til. Bliver man ikke anerkendt med bedre løn eller rosende ord, så er det svært, siger Cecilie Roed Schultz og fortsætter:

– Selv efter en sundhedskrise kunne man ikke finde ud af at anerkende det ved at give dem det de, synes jeg, meget fair bad om.

Lokalt er der også udfordringer

– Der er forfærdeligt mange aktuelle emner, men jeg har valgt at fokusere på det her, for jeg ser det som værende én af de største opgaver, også her i kommunen. Det handler jo om at bygge et nyt plejehjem. Placeringen, størrelse og andet bliver ikke det sværeste. Heller ikke at afsætte driftsmidlerne. Den største opgave bliver at finde de her ansatte i en tid, hvor andre også kæmper om dem. Det er en kamp, der kun bliver endnu større. Mange af dem der arbejder på SOSU-området nu er på vej på pension, og alt for få har de seneste år valgt den vej. Det er ikke attraktivt at komme ind i, og det forstår jeg godt med de arbejdsvilkår og den måde de bliver talt om, forklarer Cecilie Roed Schultz og fortsætter:

– Det er en af de kæmpe store opgaver, vi står overfor som kommune; at sikre, at der er personale nok. Det kan vi jo bare se, når der er ferie. Ikke fordi vi ikke har pengene, men fordi vi ikke kan finde vikarer nok. Det er en udfordring, der kun bliver større. På samme måde ser vi det jo, at man bliver sendt så hurtigt hjem fra sygehuset, selvom man ikke engang er færdigbehandlet. Så overlader man det til kommunerne at tage sig af patienterne, der i mine øjne skulle have blevet på hospitalet.

– Vi er virkelig pressede. Ikke så meget på grund af økonomi, men fordi vi ikke kan skaffe personale nok. Vi prioriterer meget højt, at det er faglærte der er i vores velfærdstilbud. Over hele linjen ligger vi faktisk rigtig pænt. Det kan også blive en af de kompromiser, vi må indgå, hvis ikke der sker noget. Så må flere ufaglærte løse de her velfærdsopgaver. Og det er jo et eller andet sted at nedvurdere vigtigheden af de kompetencer det kræver, slår Cecilie Roed Schultz fast.

– Det fylder allerede rigtig meget, men kigger vi få år frem, så tror jeg, det er altoverskyggende. Så det er nu, vi har chancen, hvis vi skal vende den her udvikling. Det er ved at være sidste chance, lyder det afslutningsvist fra Cecilie Roed Schultz.