Statsrevisorerne har i bemærkningerne af den 25. august til Rigsrevisionens beretning om revisionen af statens forvaltning i 2020 fundet det meget utilfredsstillende, at Copenhagen Business School (CBS) har tildelt et engangsvederlag på 692.000 kr. til en afgået rektor.

Engangsvederlaget blev tildelt i strid med reglerne, selvom CBS’ daværende bestyrelsesformand var gjort bekendt med reglerne.

Rigsrevisionen fandt i sin beretning, at Uddannelses- og Forskningsministeriet bør kræve den del af tilskuddet tilbagebetalt, som er anvendt i strid med reglerne.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen modregner nu CBS for et beløb svarende til vederlaget, der blev udbetalt i strid med reglerne. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har desuden bedt CBS om at blive holdt orienteret om eventuelle krav, som CBS måtte rejse mod den tidligere bestyrelse.

– Der er ikke så meget at rafle om. Statslige tilskud skal anvendes korrekt. Engangsvederlaget til den afgåede rektor på CBS blev udbetalt i strid med reglerne, og opfordringen fra Rigsrevisionen om et tilbagebetalingskrav er ganske klar. Jeg er tilfreds med, at Uddannelses- og Forskningsstyrelsen reagerer, siger uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her