Forside Fredericia Carpark North er tilbage på Madsby Rock for tredje gang

Carpark North er tilbage på Madsby Rock for tredje gang

DEL

Succesbandet var med til at ”føde” Madsby Rock i 2012, som dog druknede i regn. I orkestret husker man stadig dagen som noget særlig, og man er fulde af respekt for en festival, der ikke lader sig kue af en regnvåd start. Nu glæder Carpark North sig til at give publikum en super havefest med en god gang electrorock, guitar og fællessang den 26. august i Madsby Enge.

Publikum er begejstret, når Carpark North går på scenen. De leverer netop dén koncert, som folk kommer efter. Der er energi, electromusik og guitarer, stille momenter og fordybelse og masser af fællessang. Det er muligt, at nogle musikanmeldere har svært ved at få drysset det store antal stjerner ud over orkestret under deres igangværende turné, men det ændrer ikke oplevelsen for dets fans. Publikum er som regel enige om, at Carpark North er intet mindre end fantastiske.

Når Lau Højen (guitar og vokal), Søren Balsner (bas) og Morten Thorhauge (trommer) kommer til Madsby Rock den 26. august er det med en rigtig god rygvind af popularitet. Senest var det publikum på Smukfest i Skanderborg, der havde fornøjelsen, og tidligere skabte Carpark North en forrygende sommerfest i bøgeskoven ved Varde Open Air. Inden koncerten gav de sig tid til en snak om den oplevelse, som de ser frem til at få i Fredericia om kort tid.

Det mest syrede spillested

Det er tredje gang, at de optræder på Madsby Rock, men det er fjerde gang, at de giver koncert i Fredericia. Der var nemlig noget med et trangt lokale (spillestedet Generalen) i midtbyen, husker de, hvor de spillede og havde en særlig oplevelse, fortæller Morten Thorhauge:

– Det var næsten en lille stue, vi stod og spillede i – og backstage var en lille lejlighed med guldfisk. Det var et syret spillested, som er kommet med på vores top ti listen over de mest mærkelige steder, vi har spillet.

Da Madsby Rock blev ”født” med masser af optimisme fra arrangørerne i 2012, var Carpark North på programmet sammen med blandt andre Dúné, Nik & Jay, The Blue Van og Die Herren. Alt var klar til en god musikalsk debut for Fredericia Forenede Fodboldklubber og 1. udgave af Madsby Rock. På det tidspunkt havde Carpark North fire albumudgivelser bag sig samt en P3-pris (2001), en Gaffa-pris (2003 – årets nye navn), en P3-guld-pris (2003) for årets hit Transparent & Glasslike, en Robert (2004) for bedste filmmusik og en DMA-pris (2006) for årets bedste video. Året inden, i 2011, var Carpark North nomineret til DMA-prisen for årets danske livenavn.

Regnen stod ned

Forberedelse og planlægning til en-dags-festivalen kunne dog ikke ændre på det faktum, at vejret netop denne dag havde valgt IKKE at spille med. Det var gråt og meget, meget vådt den dag, husker Lau Højen:

– Det stod jo ned. Det var som om, at nogen bare havde åbnet sluserne fuldstændigt. Det var spande med vand i hovedet på folk. Da vi startede, regnede det ikke. Der stod masser af mennesker. Men så begyndte det bare at styrte ned. Og så var der 20-30 mennesker, der bare blev stående. Helt indigneret. De VILLE bare være der, lige meget om det regnede. De blev fuldstændig gennemblødte. Det var ligesom fodboldkamp i regnvejr – hvor man til sidst bare var ligeglad.

– Folk stod jo i en sø, tilføjer Morten Thorhauge, og i fælleskab slår de alle tre fast, at det var en vild oplevelse i Fredericia i 2012, det mest sindssyge regnvejr, de nogensinde har spillet i, men, at det også var en særlig oplevelse, fortæller Lau Højen.

– Det var vildt at opleve den energi, som sådan nogle mennesker bliver stående med. På den måde kommer ikke an på, hvor mange tusinde mennesker, der står og ser på en, det kommer an på den energi, der rent faktisk ér foran én.

Vidner om stort engagement

Carpark North var tilbage på Madsby Rock i 2014, på en dag hvor regnen også havde aflagt Madsby Rock et besøg tidligere på dagen. Her fik de den ”rigtige” og tørskoede oplevelse, da de lukkede og slukkede med et brag af en koncert. Når Carpark North nu vender tilbage for tredje gang, lægger de ikke skjul på, at de nyder at spille på scener, som de tidligere har stået på.

– Man føler sig hjemme, og man glæder sig mere, end hvis det er et ukendt sted. Man slapper mere af, fastslår Søren Balsner.

Carpark North, der blev dannet i Beder udenfor Århus i 1999, var det første band, der havde succes med at spille electrorock. Den første offentlige optræden var på Musikcaféen i Århus, hvor bandet deltog i DM i Rock og vandt. Siden er det gået slag i slag, og fem gange har Carpark North haft singler som ”ugens Uundgåelige på P3 – ”There´s a Place” (2001), ”40 Days” (2002), ”Transparent & Glasslike” (2003) og ”Human” (2005).

De tre frontfigurer i bandet ved godt, at det handler om at tro på det, som man har med at gøre, hvis det skal blive succes, og derfor lægger de heller ikke skjul på, at de har stor respekt for Madsby Rock og festivalens arrangører.

– Madsby Rock er en ret ung festival, og, når man starter med, at det hele regner væk – men stadig bliver ved, og siger, at det bliver bedre til næste år, ja, så har man altså en god jysk tilgang det. At man siger: ”Pyt med det, det er bare regn”, det synes jeg er fedt. Det vidner om noget engagement hos de folk, der står bag, fastslår Morten Thorhauge.