Den 22. december overtager Joni Yazejl nøglerne til Cafe Rustik fra René Kjærsgaard. Og allerede den 25. december begynder Joni at flytte ind i sine nye omgivelser.

Cafe Rustik, Jyllandsgade.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

Joni fra Joni Marmarita er en glad mand, da Fredericia Avisen denne tirsdag eftermiddag besøger ham på Joni Marmarita i Gothersgade. “Jeg glæder mig. Det er da stort. Det er et eventyr. Jeg overtager restauranten og kører også Joni Marmartia videre foreløbig. Det kan godt være, at jeg finder en forpagter til den eller sælger den, men ikke lige nu,” siger Joni og fortsætter:

“Jeg beholder Rutiks personalet, vi kører videre med Rustiks menukort, men giver samtidig mulighed for, at man kan prøve en række andre varianter, herunder en “Steak Joni”, laks og nye desserter.”

Joni Marmarita, Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

Joni har travlt. Han er også alenefar, men han ved, at han har menneskene omkring sig, som kan gøre det her muligt, og så glæder han sig til at få en restaurant, der har plads til 80 personer.

Joni sammen med sine døtre.
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen

Vemodigt at sige farvel

Rene Kjærsgaard stod til sin datters konfirmation, og kom til at tænke sig om. Tiden var fløjet af sted, det var gået for stærkt.

“Jeg stopper fordi, jeg vil have mere tid til min familie. Jeg har været glad for at have Rustik, det vil jeg ikke skjule, men jeg må også se i øjnene, at jeg savner min familie, og det har jobbet som restauratør ikke været forenligt med,” siger René Kjærsgaard.

“Jeg glæder mig til at lave mad til min egen familie nu, og så må vi se, hvad tiden bringer. Jeg har oprindeligt arbejdet indenfor IT, men nu ser vi. Mange sagde, at vi ville lukke Rustik indenfor tre måneder, men jeg havde den i seks år. Vi har haft mange dejlige gæster igennem, så det er lidt svært at sige farvel,” siger René og slutter:

“Jeg ønsker Joni det bedste. Jeg ved, at han vil køre vores menukort videre og gøre menuen større. Jeg har selv oplært ham i 2016, så det glæder mig, at det er ham, som kører vores restaurant videre”.