Fyn Rundt besøger mandag og tirsdag Fredericia og Gammel Havn – og her står Mairs klar til at levere en folkefest i Gothersgade. Der kommer livemusik og øl i lange baner – og Eva Mair glæder sig til at byde folk velkommen.

Da Fredericia AVISEN stak hovedet ind på Café Mairs i Gothersgade var indehaver Eva Mair i fuld gang med at forberede en plakat, der fortæller en masse om hvad der sker når Fyn Rundt besøger Fredericia – og det passede perfekt med det vi gerne ville tale om.

“Gaden bliver jo lukket helt herop til”, siger Eva og peger ud foran Mairs. “Vi er i et samarbejde med Streetfood og MUMS om at levere en god fest heroppe. Så vi sætter en masse borde og bænke ud, og så kommer der selvfølgelig en masse øl”, lyder det med et grin fra Eva Mair.

“Der kommer omkring halvtreds skibe, og så tror jeg der kommer en hel masse mennesker i byen for at se dem. Så derfor laver vi en masse aktiviteter”, fortæller Eva.

“Og så er det fedt, hvis vi kan vise folk, at Fredericia kan rigtig meget – og at det ikke nødvendigvis er oppe i gågaden det hele skal ske. Der bliver jo en hel masse aktiviteter på Gammel Havn, på JB Nielsens Plads og så heroppe ved os – og der håber vi selvfølgelig, at mange holder sig oppe i vores ende”, siger Eva og griner.

“Der kommer livemusik ude foran her. Det bliver irsk musik fra Sam Aherne og Ken Warner, der spiller mange gode koncerter i Danmark – og nu også i Fredericia”, forklarer Eva.

“Normalt har vi ikke åbent om mandagen, men det har vi selvfølgelig denne gang, det er klart. Vi vil gerne tage del i festen sammen med resten af Fredericia, og alle dem udefra der kommer til byen sammen med alle de flotte skibe”, slutter Eva.

http://www.detskerifredericia.dk/indhold/fyn-rundt-2019
Annonce.