Forside Erhverv Bysbarn fylder 50 år

Bysbarn fylder 50 år

DEL
René Vestergaard fylder 50 år i dag. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Erhvervsmanden og fredericianeren René Vestergaard fylder 50 år i dag. De 50 er ikke det eneste “runde hjørne”, som René i dag kan fejre med familien. Også Renés virksomhed, PR Offset kan se tilbage på 25 år, der startede i Renés fars garage på Nørrebrogade.

Selvom regnen siler ned, så er smilet og humøret højt, da Fredericia AVISEN denne formiddag gæster René Vestergaard i hans virksomhed, PR Offset på Nordre Ringvej. Medarbejderne er klædt i sporty t-shirts, trykt med nummer 50 bagpå. Foran produktionshallen er der lavet en guldhandikapparkering til Renés bil og dannebrogsflagene danner en festlig kulisse for dagens fødselar. René Vestergaard har altid været en ydmyg mand, der ikke normalt står i rampelyset, men i morges var der dømt fællessang, da medarbejderne sang for.

“Da jeg kom i morges, fik jeg et chok. Alle stod klar og fejrede mig. Det var rørende. Jeg er normalt ikke til sådan noget her – men det var godt nok rørende,” fortæller René.

René Vestergaard blev født den 14. marts på Fredericia Sygehus, da ægteparret John og Ellen Vestergaard fik søn nummer to. Han startede livet på Huslodsvej, men der gik ikke længe før adressen hed Nørrebrogade, hvorfra adgangen til arealerne på Fredericia Gymnasium lokkede til boldspil og leg. Netop boldspillet var en passion for hele familien, og René startede sin håndboldkarriere i Fredericia fF, som seks årig. Også broderen Keld Vestergaard, som i dag er idrætschef hos Fredericia Kommune, og faderen var engageret i sporten.

De opnåede senere at spille på hold sammen, da de blev seniorer. Månederne i mellem gjorde, at René og Keld skiftedes til at spille med en anden lokal håndboldkendis, Nick Rasmussen, det ene og det andet år. Håndboldkarrieren bragte René til 1.divisionstruppen i Fredericia HK og i dag er René stadig fast mand at finde i thansen ARENA, når de rødblusede løber på banen.

Privat er René Vestergaard gift med kunstner og lærer, Pia Hesselund. Parret har sammen fire børn: Oliver, Ditte, Joachim, og Ludvig. De flyttede i år 2000 til Trelde, hvor de i dag også har base og blandt andet går ture med deres Berner Sennen-hund på stranden.

Forretningsmæssigt beskæftiger René Vestergaard i dag 37 medarbejdere i PR Offset. En erhvervsrejse, der startede for 25 år siden i fars garage, så “huset på Frederik den IIIs Vej”, Riddergade, hvor han købte lokalerne, der dengang tilhørte Byens Kontorservice, for senere at rykke til Entreprenørvej og i dag Nordre Ringvej 3. På Nordre Ringvej er virksomheden vokset i en periode, hvor mange danske trykkerier har været presset. Væksten er blandt andet sket gennem strategiske opkøb, der har givet både nye kunder, men også knowhow, der i dag gør en stor forskel.

“I dag er vores forretning meget andet end, da jeg startede. Vi har f.eks. et stort fokus på POS-materiale og skilte, hvor vi vækster meget i disse år, så meget, at vi kører to-holds-skift. Generelt oplever vores nuværende og kommende kunder, et “hold da op”, når de besøger os, og ser de ting mine dygtige medarbejdere kan”, siger René og fortsætter:

“Vi arbejder stort set med alt selv, og da vi ydermere dækker alt fra grafisk design, webløsninger, storformat, display, udskæring af figurer til pakning og distribution vælger mange os til i disse år. “

Når tiden ikke går med PR Offset er det familien, der kalder, men også passionen for håndbold fylder.

“Jeg glæder mig over, at FHK er på vej igen, og jeg nyder at være i arenaen. Det er dejligt at se, at byen bakker sådan op. Nu er jeg også ud af en sportsgal familie, og det har jeg nok givet videre til mine børn, så set med mine vindermentalitetsøjne gør det absolut ikke noget at se håndbold i Fredericia lige nu, hvor holdet er på vej i ligaen,” siger René.

Hvordan skal du fejre dagen i dag?

“Først her med kaffe og studenterbrød, men ellers skal det bare være stille og roligt med naboer og familie.”

Også her fra Fredericia AVISEN skal der lyde et stort tillykke.

www.eventc.dk
Skal du med til nogle fede koncerter? Klik her og se mere.
DEL