Det var en rørt spidskandidat for Nye Borgerlige, Karsten Byrgesen, der klokken 13 den 16. november 2021 kunne afgive sin stemme til kommunalvalget 2021.

– Min kone har været ude og dele 11000 flyers ud. Folk har været så venlige, og jeg har mødt stor opbakning. Så jeg får tårer i øjnene, nu hvor vi er ved vejs ende med det her valg, sagde Karsten Byrgesen, der var tydelig berørt efter at han fik lagt de to stemmesedler i hver deres boks.

Han understreger, at Nye Borgerlige er et nyt parti, der har skulle arbejde sig op og klare meget selv. Men han er meget glad og taknemmelig over forløbet i valgkampen, og tror på et godt valg:

– Folk ved godt at de er nød til at stemme for en anden politik, hvis de vil have forandring. Det er hvad jeg hører, når jeg er gået rundt i byen og har delt mit materiale ud.

Det er efter en lang valgkamp vælgernes tur til at tage stilling til politikerne, og Karsten Byrgesen har respekt for demokratiets proces, samtidig med at han håber på et godt valg. I den seneste valgperiode har han været løsgænger, indtil han meldte sig ind i Nye Borgerlige og blev partiets spidskandidat til byrådsvalget. Senere i eftermiddag ankommer Pernille Vermund til Fredericia, da partiet holder deres kommunalvalg-arrangement i byen.

– Vi er i centrum klokken 17.15, og så deler vi materiale ud i en times tid. Bagefter tager vi ud på Monjasa Park, fortalte Byrgesen.

Foto: AVISEN
Foto: AVISEN

Skriv en kommentar