En 37-årig mand fra Viborg er mistænkt i en international sag om menneskesmugling. I dag blev det besluttet at udlevere manden til de franske myndigheder.

Om aftenen tirsdag den 22. juni 2021 modtog Midt- og Vestjyllands Politi en anmodning fra de franske myndigheder om anholdelse af en 37-årig mand bosiddende i Viborg. Manden er mistænkt for organiseret menneskesmugling og uagtsomt manddrab i forbindelse med en sag, hvor flere bådflygtninge i oktober 2020 druknede, da de forsøgte at sejle fra Frankrig til England.

Betjente fra Midt- og Vestjyllands Politi anholdt lidt før klokken 00:30 den 23. juni den 37-årige mand på hans bopæl. Han har siden grundlovsforhøret den 23. juni siddet varetægtsfængslet.

I dag, mandag den 23. august 2021, skulle udleveringsspørgsmålet så afklares ved retten i Viborg. Her besluttede dommeren – blandt andet på baggrund af en vurdering fra Rigsadvokaten – at manden skal udleveres til retsforfølgning i Frankrig. 

Den 37-årige mand har hele tiden nægtet sig skyldig. Han kærede kendelsen på stedet, og landsretten skal derfor nu tage stilling til sagen. 

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her