Byrådet i Fredericia Kommune indgik fredag den 18. oktober 2019 budgetforlig for budget 2020-2023. Budgetforliget tog udgangspunkt i hhv. basisbudgettet og et mulighedskatalog, som Koncernledelsen havde udarbejdet til 1. behandlingen den 23. september 2019.

I lighed med de foregående 5 budgetlægninger er det et samlet Byråd, der står bag det fremsendte 2. behandlingsbudget.

Klokken 17.06 ringede Borgmester Jacob Bjerregaard ind til dagens ekstraordinære byrådsmøde, hvor 19 ud af de 21 byrådsmedlemmer deltog. Tina Horne og Turan Savas var forhindret til dagens møde, den sidstnævnte var sygdomsramt.

Traditionen tro startede mødet med en sang, denne gang var det N.F.S. Grundtvigs – Nu falmer skoven trindt om land. Herefter tog Jacob Bjerregaard ordet, og en lidt løssluppen stemning omkring næste byrådsmødets sangvalg fandt sted. Det bliver altså spændende, hvilken julesalme, der vælges.

“Jeg vil gerne takke byrådet for en god proces. Det har været noget anderledes end normalt. Der har grundet kommuneaftalen med KL været meget lidt tid, men trods det vil jeg sige tusinde tak til alle mine kolleger i byrådssalen. Jeg synes, at vi har haft nogle fine forhandlinger, der har været et godt helhedsblik på at lande et budget, som var med til at løfte vores kernevelfærd derude. Det er lykkes, så vi har fået nogle penge, retvisende budgetter og løftet os markant. Budgettet er blevet pænere, end da vi bestilte et mulighedskatalog, hvilket skyldes, at mange kommuner ikke har valgt at bruge deres serviceramme i år. Vi har oplevet, at vi kunne få en hel procent oveni det, der var vores, og det har gjort, at det blev noget mere positivt end det kunne være gået. Vi har en god kassebeholdning, og den har vi besluttet at bruge noget af. I 2020 kommer til at være en af de kommuner i landet, der hæver serviceniveauet mest med en velfærdsstigning på 1,7 procent. Det samme gør sig gældende på anlægsdelen. Det bliver noget af et investeringsår her også. Vi kan være meget tilfredse med, at vi er lykkes med dette budget, og jeg håber, at hele byrådet er med på, at vi vælger statsgarantien, fastsætter kirkeskatten på 0,88 og anlægsarbejdet får lov at starte med det samme,” sagde Borgmesteren og gav ordet til Gruppeformand for Socialdemokratiet, Søren Larsen.

“Det er lykkes Borgmesteren at lave et bredt forlig. Det er imponerende, at Jacob formår at favne og inddrage hele byrådet. Der skal lyde en stor tak til administrationen, der i år havde fået en stor opgave med at levere analyser og mulighedskatalog. Vi ved, at det ikke har været nemt. Også en tak til de politiske med- og modspillere, der har taget ansvar for Fredericia. Tak for et konstruktivt forløb og gode forhandlinger. Også tak til min egen gruppe, der har rummet et bredt forlig, og I har med et godt socialdemokratisk afsæt støttet det hele. Budgetaftalen er intet mindre end fantastisk. Siden 1960erne får man det største løft med 66 milioner kroner alene på de områder. Det er helt enestestående, vi kan bare se på nogle af udfordringerne i vores nabokommuner. Skal jeg fremhæve noget, er det ældre, skole, misbrug og det at Fredericia skal vækste. For os socialdemokrater er det velfærdsområdet, der er vigtigst for Fredericia.”

Venstres Gruppeformand Peder Tind fik ordet og sagde:

“Jeg vil også sige tak for et godt samarbejde til alle mine byrådspolitikere. Det er glædeligt, når vi står sammen i Fredericia om budget og den udvikling byen er inde i. Det har ikke været en nem omgang. Mulighedskatalog og utroligt mange høringssvar at sætte sig ind. Det har ikke været et kønt forløb, og der er helt sikkert noget, vi kan lære af, samt hvordan vi kan gøre det anderledes. Vi er glad for de mange høringssvar, det er stærkt for demokratiet. For Venstre har det været vigtigt at få nogle retsvisende budgetter, for det var alvorligt, hvis vi skulle have balance manglede vi 55 millioner kroner. Så det var en bunden opgave at lande et retsvisende budget. Det har vi fået, og det vi er glade for. Vi skulle til bunds i økonomien, så vi ikke står i en lignende situation næste år. Venstre ønsker at tage ansvar i at udvikle Fredericia, derfor er vi også med, når det er sjovt, men også når det er mindre sjovt. Venstre stemmer for budget 2020 efter mange forhandlinger, og overvejelser, samt fordi vi kan se os selv i det endelige resultat. Vi investerer i velfærd, og det er vigtigt. Vi hjælper de mest udsatte borgere i vores by, samtidig med at vi styrker erhvervslivets rammer og uddannelsesområdet. Vi får en ny samarbejdsaftale mellem kommunen, LO og erhvervslivet. Vi får sænket dækningsafgiften, vi vil gerne af med den, men sænker den. Det er vi glade for. Vi får også sat fokus på infrastrukturen, og der bliver lagt noget asfalt, så udviklingen i DanmarkC sikres. Hele fritidsområdet er nævnt, men også nu muligt over de næste par måneder at se området med nye briller. Vi får tænkt nye baner og nye måder at tænke fritid på. Det er vigtigt, at vores børn og unge har de bedste tilbud i hele Fredericia. I Venstre er det også vigtigt for os, at vi tager ansvar på misbrugsområdet. Det er udfordrende det område, og ser man på basisbudgettet, så var det ikke med som en del af dette, det er det nu. Der skulle også flere penge på bordet. Vi har afsat fem millioner kroner, og kan nu forbygge, samt skabe en platform for, at mennesker, der kommer ud i uføre, kan få hjælp. Budget 2020 cementerer også Fredericia, som en uddannelsesby, hvilket vi er glade for i Fredericia. Vi skal fortsat investere i området, vi har taget vigtige skridt, og placerer et campus i Kanalbyen, vores uddannelsesinstitutioner får fjernet grundskylden, og busruterne fra Skærbæk bliver bedre, så de unge kan komme hurtigt fra de små byer til Fredericia. Det er vigtigt, at Fredericia hænger sammen. På idrætsområdet bliver FHK og FIC styrket. Det er vigtigt, at vi investerer på disse områder. En kunstgræsbane i Trelde er med til at vise, at vi tænker hele Fredericia, men også at vi økonomisk støtter Erritsø Idrætscenter. Venstre ser frem til næste års budgetproces, fordi vi i budgettet har fået penge af til en analyse af vores ejendomsområder, det vi ejer og lejer. Vi tror på, at der er mange penge at komme efter. Analysen vil give et stærkt afsæt for, at vi kan sammenlægge noget. Mennesker betyder mere end mursten. Vi kan spare penge og investere mere andre steder. Tak til dig, Jacob. Du tog ansvar, der hvor det var vigtigt.”

Dansk Folkepartis Susanne Eilersen fik ordet.

“Vi har været igennem en budgetfase, og står med et fantastisk godt resultat, som vi er glade for. Jeg vil gerne starte med at takke 4500 mennesker i Fredericia Kommune, som hver dag gør et stort stykke arbejde, passer vores ældre, vores børn og gør en indsats. Hvis ikke vi havde gode medarbejdere til at udføre arbejdet, så ville budgettet ikke blevet til noget. Det har været en god proces, men den startede turbulent, også for vores medarbejdere. Vi tager ansvar for, at vi er klar over, at det nok har været en turbulent omgang. Det tager vi ansvar for fremadrettet. Jeg vil rose dig Jacob. Du har lagt kræfter og ære i dette projekt. Du har fået et godt resultat, som vi partier kan se os selv i. Derfor skal en stor ros også lyde til dig. Jeg troede ikke, at vi kunne nå det resultat, som vi har nået i dag. Også en tak til alle der har været med i processen. DF kan se sig selv i budgettet, fordi du tog ansvar for vores ældreområdet, og vi sætter nu en proces i gang, hvor der sættes penge af til en bedre bemanding. Vi er glade for, at vi fik annuleret den gæld, der er oparbejdet på området. Det havde vi ikke kunnet med 23 millioner i gæld. Der er kommet fire millioner ekstra til at løse det med demografien. Det er vi glade for. Vi er også glade for, at vi fandt 1,9 millioner til at brandsikre bedre de tre steder i kommunen, hvor der er har været anmærkninger. Vi glæder os også til en analyse af transporten på, hvordan vi kan få transporteret vores ældre borgere bedre rundt i kommunen, samt se på, hvordan vi kan få vores ældre til at bruge transporten mere. Det er også godt, at vi skal indgå en ny skoleaftale. Vi glæder os til det arbejde, der venter. Vi har fokus på pædagogerne i Folkeskolen, og håber på, at en rammeaftale kan hjælpe. Vi er glade for, at vi fik afsat penge til nextklasser, fokus på matematik og dansk med camps. På det sociale område er vi glade for, at vi i Fredericia har et krisecenter, og at vi nu har sikret penge til en deltidsstilling er vigtigt. På handicapområdet er vi meget optaget af Pro Aktivt, og det fik du også pillet ud af kataloget. Vi skal også have lavet en pårørendepolitik. Det har stor værdi for de familier, der har handicappet børn. På Sundhedsområdet er det godt, at vi fik justeret budgettet på området. Der er altid noget, der går i stykker, altid noget man ikke havde tænkt på. Vi har ændret meget hen ad vejen, og har måske brug for lidt flere penge her i ombygningsårene, og så skulle det jo gerne være en virksomhed, der kan drive sig selv. At vi kan bruge penge fra anlægsbudgettet 2019 til tredje fase af sundhedshuset er godt. Det er også godt, at vi får gang i vores veteranpolitik. Vi håber også, at vi finder penge til vores fæstningscenter, og vi har fået en fæstning mere fra 804. Det viser, at vi altid har været et knudepunkt og et fæstningscenter,” sagde Susanne Eilersen.

Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten tog ordet.

“Det er det største velfærdsløfte i Fredericia i nyere tid. Da vi så basisbudgettet blev vi bekræftet i, at ældre- og børneområdet havde brug for mange penge. Men kunne også se, at 50 millioner er svære at omprioritere. Vi var godt klar over, at vi ikke kunne gå 60 millioner over loftet. Vi håbede på, at mulighedskataloget ville pege på noget, måske naivt, for det blev tydeligt, at der udelukkende var tale om reale nedskæringer. Der er skåret til benet, så det var benhårde prioriteringer. Samtidig med underfinansierede områder. Udgangspunktet var derfor svært for Enhedslisten, og vi stod forholdvist alene på flere områder. Vi havde ønsker inden for miljø, klima, børn og unge, men vi fik stille og roligt forhandlet fornuftige ting ind, og fik fjernet de værste besparelser. Jeg troede længe, at vi ikke kunne lande fornuftigt, skulle vi med eller stå udenfor? Det ville måske klæde os for engangs skyld at stå udenfor. Det følte som om, at uanset, hvad vi gjorde ville vi være i problemer. Vi stod ret alene i kampen for at få bygget en erstatning for De Orange Haller, redning af Ungdommenshus, Cykelsti på Kolding Landevej og hvor mange menneskers job skulle vi opgive for at stå med rene hænder. Vi brugte tal, statistiker, gode argumenter fortsatte vi forhandlingerne. Demonstrationer og de mange personlige fortællinger var med til at sikre, at der blev lyttet. Det nyttede noget, og I blev hørt, man skal aldrig stoppe med at kæmpe for noget, der er vigtigt. Vi fik fjernet alle de besparelser, vi fik gennemført mange af vores valgløfter. Alt sammen kunne kun lade sig gøre, fordi hele Fredericia var med til budgetforhandlinger. Vi kunne have ønsket os mere. Vi savner, at børnene og bæredygtighed prioriteres mere. Forringelserne overskygges klart af forbedringerne i velfærden,” sagde Cecilie Roed Schultz.

Så var det løsgænger Karsten Byrgesens tur.

“Der har været diskuteret proces og indhold, og det vil jeg spare jer for, men samtidig fremsige en stor tak til Borgmesteren og hans forhandlingsgruppe. Alt har været professionelt. Det startede med et mulighedskatalog, der for nogen var skræmmende læsning. Jeg roste det, fordi der har været en modig forvaltning, der havde fået en opgave af Borgmesteren. Det kan ikke komme som en overraskelse, at nogle steder stod til anden fremtid end det stod til. Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet. Der har også været et stort engagement, fordi det har været lagt åbent frem. Jeg vil gerne hjælpe dem, der har brug for hjælp. Heldigvis er der mange stærke i Fredericia. Der er blevet givet penge til mange områder. Jeg sidder til dagligt i vores kultur- og idrætsudvalg, hvor Fredericia Teater er. Jeg bemærker her, at vi i år har givet et tilskud til vores juvel, Fredericia Teater, som er så gode. 14 millioner og 54.000 kroner har vi betalt, samt 10 millioner kroner i lån. I 10’ende måned så jeg et stort underskud i Fredericia Teater, når vi nu har et teater med god omtale, som trækker byen i den rigtige retning. Jeg ønsker om nogen, at det teater er der hvor det er, og det skal udvikle sig, men jeg er bekymret, når jeg ser tallene fra 2013, hvor succesen siden er vokset, men vi skraber lige omkring et 0 på driften af vores teater. Spørgsmålet er derfor, hvor vi skal hen, og jeg tror, at vi skal diskutere om vi giver for lidt i støtte til vores teater. Vi skal finde ud af, hvordan vi vil gribe det videre. Det nytter ikke, at vi skal tilføre lån for at det går i nul. Andre teatre er på Finansloven, som Aarhus, der får 74 millioner, vi skal kæmpe for, at vi også kommer på her. Det er betændtligt med den nuværende løsning og brug af vores kassebeholdning. Med de ord stemmer jeg for, hvad der er lagt frem”, sagde Karsten Byrgesen.

“Vi har lavet en tekst på side 23 i budgettet, hvor vi i forligspartierne drøfter, hvilket teater vi har, og vi vil gerne have et nyt teater, men hvad koster det i drift og anlæg, der venter en proces, hvor vi skal hele vejen rundt i byrådet for at se på mulighederne. Tak for de fine indlæg fra jer alle. Jeg synes, at vi alle sammen har taget ansvar, og ansvaret er blevet lidt nemmere, fordi det lykkes os at få en ekstra ramme. Det er jeg glad for, og min vurdering er, at selvom det ikke er lykkes, så tror jeg, at vi havde siddet samlet igen. Det virker måske kontrafaktisk, men i de fem år, jeg har fået lov at facillitere denne tilgang til at drive Fredericia, det er godt. Det vil jeg gerne kvittere for. Det har ikke så meget handlet om, hvad enkelte kan få, men mere om løsninger. Jeg har oplevet, at alle ville løfte en opgave. Det er en god tilgang for Fredericia, og det er vores alles fortjeneste, fordi vi tager opgaven på os. Jeg har talt med mange om processen, som har været atypisk, og det skal vi have en god snak om i forhold til 2021-processen, gode ideer og inputs til at drive processerne er velkomne. Nu har vi fået retsvisende budgetter og et højt serviceniveau. Det er flot. Der er store fyringsrunder i gang på SOSU, Lærer og pædagog-områderne. Vi er lykkes med et ansvarligt budget, der gerne skulle holde de kommende år. Tusinde tak til jer alle,” sagde Borgmesteren afslutningsvis.

Baggrund

Selvbudgettering og statsgaranti:

Budgetforslaget bygger på den forudsætning, at kommunen vælger at tilmelde sig statsgarantien for udskrivningsgrundlaget i 2020.

Statsgarantien for 2020 er meldt ud af ministeriet i september 2020. Valget af statsgaranti betyder budgetsikkerhed, da indtægtsgrundlaget dermed ligger fast. Alternativet er selvbudgettering, hvor kommunen selv budgetlægger sit indtægtsgrundlag, som dermed ikke er garanteret. Der er derfor mulighed for både at vinde og tabe ved at vælge selvbudgettering i stedet.

På baggrund af KL’s seneste skøn over væksten i udskrivningsgrundlaget samt Økonomi og Personales seneste skøn over befolkningsudviklingen ser det samlede regnestykke ud til, at det vil være fordelsagtigt at vælge statsgarantien.Økonomi og personale har udarbejdet en risikoberegning, hvor der er regnet på forskellige scenarier for udviklingen i vækst og folketal. Risikoberegningen er vedlagt som bilag.

På baggrund af den aktuelle beregning anbefaler Økonomi og Personale, at kommunen vælger at tilmelde sig statsgarantien.

Kirkernes økonomi:

I forbindelse med vedtagelse at budgettet for 2020 fastsættes kirkeskatteprocenten for 2020. Provstiudvalget fastsætter ligningsbeløbet, mens byrådet fastsætter skatteprocenten.

Budgetforslaget indeholder en fastholdelse af kirkeskatten på 0,88%. Økonomi og Personale vurderer, at en fastholdelse af skatteprocenten er en forudsætning for at opretholde et neutralt mellemværende mellem kirkerne og kommunen.

Anlægsbudget og frigivelse af anlæg:

Den samlede oversigt over anlægsbudgettet for 2020-2023 fremgår af bilaget: ”Anlægsoversigt for budget 2020-2023” i 2. behandlingsbudgethæftet.

Det indstilles til Byrådet, at anlæg og beløb, som er markeret med * frigives i forbindelse med budgetvedtagelsen.

Takster:

På baggrund af budgetforslaget er der beregnet takster for 2020. Taksterne fremgår af vedlagte bilag ”Takstoversigt budget 2020”.

Det indstilles til Byrådet, at taksterne for 2020 godkendes.

Implementering af budgettet:

Planlægning af implementeringen af budgettet starter umiddelbart efter budgettets vedtagelse. Implementeringsplan præsenteres for økonomiudvalget på mødet den 25. november.

https://kanalbyen.dk/


SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her