Danmarks Statistiks konjunkturbarometer for april er grufuld læsning. Erhvervslivets tillid til den nærmeste fremtid er den værste nogensinde i statistikkens historie. Også byggeriet er hårdt ramt med et styrtdyk i forventningerne til fremtiden fra -8 i marts til -33 i april.

– Danmarks Statistiks måling af erhvervstilliden i april er den første, hvor en hel corona-måned ligger til grund for virksomhedernes bedømmelse af situationen. Derfor er det desværre ikke overraskende, at konjunkturindikatoren for det samlede erhvervsliv aldrig har været lavere end nu, siger Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg.

– Ser vi på byggeriet, er fremtidsforventningerne desværre også røget ned i dybfryseren, selv om der endnu er et stykke ned til det sortsyn, der prægede branchen under den værste del af finanskrisen, siger cheføkonomen.

Tre ud af ti håndværksvirksomhederne mangler efterspørgsel
Som det også er fremgået af Dansk Byggeris medlemsundersøgelser, er ordrebøgerne blevet tyndere, da efterspørgslen særligt fra private kunder og virksomheder er faldet markant.

Ifølge Danmarks Statistik er det nu 29 procent af håndværksvirksomhederne, der bliver begrænset af mangel på efterspørgsel, mens kun 11 procent af byggeriets virksomheder mangler medarbejdere.

– Det er desværre også helt som ventet. Men måske kan det tjene som en øjenåbner for de økonomer, politikere og andre, der frygter en overophedning i bygge- og anlægsbranchen, hvis regeringen for eksempel giver Landsbyggefonden lov til at sætte de grydeklare renoveringsprojekter af de almene boliger i gang, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

Til gengæld har kun fire procent af byggeriets virksomheder udfordringer med mangel på materialer og udstyr, mens seks procent oplever finansielle begrænsninger, især sidstnævnte må dog forventes at stige i de kommende måneder.

Hvordan opgøres erhvervstilliden?
Danmarks Statistiks erhvervstillid opgøres som et nettotal, hvor de negative besvarelser trækkes fra de positive. For eksempel for den del af konjunkturbarometeret, der vedrører byggebranchens forventninger til beskæftigelsen, er der i april et nettotal på -30. Det er fremkommet ved at fratrække de 37 procent, der forventer faldende beskæftigelse de kommende tre måneder fra de blot syv procent, der forventer stigende beskæftigelse. Den store mellemgruppe på 56 procent forventer uændret beskæftigelse.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer