Byens Rens i Fredericia har på kort udviklet sig meget – og den udvikling, vil de gerne have til at fortsætte. Derfor har de fået besøg af Caroline Drechsler, der er en af de førende eksperter i verden indenfor rensetøj.

Caroline Drechsler er født ind i branchen, selv beskriver hun sig selv som født i et renseri. Hendes forældre driver et af de mest respekterede renserier i Tyskland, og her har hun brugt mange timer.

Siden har hun uddannet sig til, at være en af de førende eksperter indenfor branchen. Torsdag var hun for første gang i Danmark – og hendes første møde med Danmark var et regnvådt Fredericia.

Indehaver af Byens Rens, Ricky Kenbjerg, er meget stolt af, at Caroline lægger vejen forbi netop hans renseri.

“Det er virkelig fedt, at vi har fået så fint besøg. Caroline er blandt de bedste i verden, og at hun kommer her for at hjælpe os, det er helt kanon. Vi arbejder hele tiden for at blive hurtigere og bedre, og der er ingen bedre til at lære os det end Caroline”, fortæller Ricky Kenbjerg til Fredericia AVISEN.

Rensetøj er en videnskab, en videnskab der i Tyskland prioriteres meget højt. Her er der faste standarder for eksempelvis pressefoldernes placering, og med hvilket tryk de bliver lavet. Det er betagende at se på, hvordan Caroline arbejder. Let og elegant bliver en krøllet jakke så god som ny – måske ser den endda bedre ud.

Caroline Drechsler er ansat ved den tyske maskinproducent Veit, der leverer nye, moderne maskiner til renseribranchen. Men for Caroline er salget ikke det vigtigste, det er at hjælpe kunden til den bedste løsning.

“Jeg kan godt sælge den største maskine til vores kunder, men det er bare ikke det rigtige. Vi vil gerne have et godt, og langt forhold til kunderne, så vi skal finde den helt rigtige løsning”, fortæller Caroline Drechsler og fortsætter:

“Det er også vigtigt, at vi uddanner personalet i maskinerne, for ellers kan det være ligemeget. Det er personalet der skal arbejde med maskinerne til hverdag, så vi skal hjælpe dem til at være bedst muligt. Så har vi også den store fordel, at vi hører hvad vores kunder siger, vi kan se deres behov. Det kan vi fortælle til ingeniørerne på fabrikken, og så kan vi justere produkterne til”.

Caroline Drechsler hjælper de ansatte med at blive bedre. Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

For Caroline er der også noget andet der er meget vigtigt: Ergonomien. Hele tiden retter hun på medarbejderne, så de får den helt rigtige stilling – og det er ikke for sjov, fortæller hun.

“Det er medarbejderne der får virksomheden til at køre sammen. Et renseri er som en cirkel, der starter allerede ved modtagelsen af kunderne, og først slutter når tekstilerne er udleveret igen. Hvis et led mangler, så falder det hele fra hinanden”, forklarer Caroline Drechsler og fortsætter:

“Så hvis medarbejderne står otte timer om dagen i positioner der ikke er gode for deres krop, så slider vi dem for hurtigt i stykker. Arbejdspladsen bliver nødt til at være god for medarbejderne, det går jeg meget op i”.

Der er mange rejser i Carolines job, men hun elsker det. I weekenderne har hun dog fri, næsten i hvert fald.

“Jeg elsker mit arbejde. Jeg rejser meget rundt i verden for at uddanne andre, men også for selv at lære. Jeg bliver hele tiden klogere. Men jeg elsker kontakten med kunderne, at vise mit fag. Det er meget spændende. Når jeg så endelige er hjemme i weekenderne, så besøger jeg mine forældres renseri, for min egen garderobe er der ingen der ordner for mig”, slutter hun med et grin.

https://www.laterrazza.dk/
Klik på annoncen og se mere