Efter en gennemgribende bygningsrenovering og udbygning er nordeuropas mest moderne renseri klar til at slå dørene op. Hos Direktør Ricky Kenbjerg er det en fantastisk følelse, at man nu er nået i mål med det store projekt på Jupitervej.

“Det føles virkelig godt. Vi har haft travlt allerede fra morgenstunden af. Alle siger wow, hvilket er skønt. Man træder direkte ind i produktionen, når man besøger os, så jeg håber, at mange kigger forbi og ser det nye renseri i Fredericia. Resultatet af ombygningen og vores nye setup er over al forventning. Vi har fået mere plads, bedre maskiner og generelt en topmoderne produktion. Jeg vil gå så langt som at sige, at det er Europas mest moderne produktion, der ligger i Fredericia nu,” fortæller Ricky Kenbjerg til AVISEN og fortsætter:

“Jeg er virkelig tilfreds, og når jeg sammenligner med, hvad jeg ellers ser i branchen, så er det helt unikt. Jeg har lige været i London og Frankfurt, hvor jeg så, hvad der skulle være noget af det bedste i branchen. Jeg kan sige, at når jeg sammenligner med, hvad jeg har set i de byer, så er vi kommet virkelig godt ud af det med vores nye Byens Rens.”

En millioninvestering i en bæredygtig produktion med fokus på miljø, kundeservice og effektivitet baner vejen for næste eventyr hos Byens Rens.

“Jeg tror, at man bliver overrasket, når man træder ind i produktionen. De fleste kunder har som sagt allerede sagt: wow og hold da op. Det visuelle, man træder ind i er også fantastisk. Man mærker tempoet og ser det arbejde, som vi udfører. Vi har foretaget store investeringer i nyt udstyr, og det gør også, at vi både kan levere en endnu bedre finish, også levere et meget mere miljøvenligt produkt, så vi glæder os til at tage imod vores kunder i de nye rammer,” slutter direktøren. 

Læs også

Leave a Reply