Fredericia AVISEN har været inde i en række af byens butikker. Efter pressemødet, der lukkede Danmark ned i onsdags, har butikkerne haft et kundedyk, men butikkerne har taget forholdsregler og står klar med et smil.

Det første stop på turen rundt i byen var hos Din Tøjmand Sejersen i Vendersgade. Indehaver Henriette havde fredag valgt at stå alene i butikken, hvor hun stod klar med et smil til at ekspedere kunderne.

Henriette Sejersen står klar med et smil. (Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen / Fredericia AVISEN)

“Vi tager de forbehold, der skal tages, men vi har stadig den gode service. Livet går videre og vi holder afstand til hinanden,” siger hun.

Hvad siger kunderne til situationen?

“Alle siger, at det er en mærkelig situation og man passer ekstra på. Det er ikke noget vi har oplevet før, og derfor er det nyt for alle,” siger Henriette.

Hvordan er det, at man skal tage ekstra hensyn som ansat i en tøjbutik?

“På en måde synes jeg, at det er uhøfligt man ikke kan gøre de ting som man plejer. Det er en svær situation for medarbejderne,” siger hun.

I Italien har man valgt at lukke alt ned, pånær fødevarebutikker. Med den usikre situation, der er for butikkerne, mener Henriette også er det er en mulighed i Danmark.

“Myndighederne skal sige, hvad der skal ske nu, og så må vi se på det. Vi kommer til at tabe på det her lige meget hvad. Det er nemmere at forholde sig til, at vi holder lukket end at have en uvished,” slutter hun.

Team MIAMI TØJeksperten står klar til at tage imod fredericianerne. (Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen / Fredericia AVISEN)

I Gothersgade var der smil på hos MIAMI TØJeksperten, hvor der var fire medarbejdere på job. Da Fredericia AVISEN kom ind var pudsekludene fundet frem, men der blev kaldt til fællesbillede og en snak med pressen om COVID-19 indvirkning på detailhandlen.

“Torsdag var en mærkelig dag med ikke særlig mange kunder, men vi står klar og har et smil på læben. Vejret var ikke særlig godt torsdag, og det havde formentlig en ekstra effekt,” siger Benjamin Wulff Hansen og fortsætter:

“Vi må ikke tage sorgerne på forskud. Livet går videre, og vi er klar til at klæde folk pænt på,” slutter han.

Hos De Meza var humøret højt, da Fredericia AVISEN var forbi. Musikken kører stille og roligt ud af højtalerne, og på TV 2 News, der ruller på fladskærmen i barområdet, er Donald Trump gået på.

Vi spurgte indehaver Jesper Madsen hvilke tiltag butikken har gjort i forbindelse med COVID-19.

“Vi sørger for ikke at være på arbejde alle tre. Vi har hele tiden en hjemme med en computer, og han sørger for at optimere vores hjemmeside,” siger Jesper og kommer ind på kundestrømmen:

“Der kommer lidt, men det er klart, at ovenpå sådan en omgang, så er der en chokeffekt og man skal lige over det. Folk kan roligt komme og handle, og støtte os lokale,” forklarer Jesper.

Som en ekstra service tilbyder De Meza udbringning af tøjet, og det kan man læse mere om på Facebook ved at klikke her.

Slutteligt var Fredericia AVISEN forbi Midtpunktet. Den første butik vi besøgte der var Fredericia Isenkram, hvor Daniel Huusmann sagde:

“Vi beder kunderne om at holde naturlig afstand og betale med kort eller MobilePay. Udenfor har vi fokuseret på rengøring og gjort det nemt tilgængeligt at få fat i. Hvis man tænker sig om er der ingen problemer.”

Ved siden af Fredericia Isenkram ligger Bjerggeden & Byrotten. Lau og Christian klar med en kæk bemærkning, da Fredericia AVISEN stak hovedet forbi.

Der blev skruet løs på cykler og blandt deres kunder har der ikke været den store COVID-19 snak, fortæller de. Livet går videre hos de to passionerede cykelmekanikkere, der under vores besøg fik en kunde ind, og vi forlod derfor butikken igen efter at have fået et godt grin sammen med Lau og Christian.

Lise Møller og hendes team er klar til kunderne. (Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen / Fredericia AVISEN)

Hos Kop & Kande bliver man altid mødt med et smil, og det var også tilfældet, da Fredericia AVISEN sluttede rundturen i byen hos dem.

“Vi holder god afstand til kunderne og tager vores forholdsregler. Nu har vi ekstra god tid til god kundeservice,” siger Lise Møller.

Hvad gør man som butik i sådan en situation?

“Vi skal passe godt på hinanden og have god hygiejne, men vi skal fortsætte med at smile og vi skal hjælpe hinanden,” siger Lise Møller og slutter:

“I dag er vi fire på arbejde, men det er jo lige før vi overvejer om vi skal lease medarbejdere til Fakta,” slutter Lise Møller med et smil og henviser til det store kundeflow fødevarebutikkerne oplever i disse dage.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer