Fæstningsdrengen Lars Hesselvig har købt sine forældres bageri i Sjællandsgade 84, hvor der i årtier duftede af friskbagt brød. Det scenarie rammer næserne i byen igen, når bageriet åbner til april. Åbningen i Sjællandsgade kommer efter mange forespørgsler fra fredericianerne, men samtidig grundet en stor vækst på erhvervskundemarkedet, hvor Byens Brød leverer til hotelkæder og restaurationer.

Med åbningen i bageriet i Sjællandsgade øger Lars Hesselvig produktionskapaciteten og udvider ydermere produktsortimentet med friskbagt økologisk brød. Det glæder Lars Hesselvig, at han kan udvide produktionen, men vigtigst af alt åbne det bageri, hvor han selv er udlært.

Sådan kommer Byens Brød i Sjællandsgade til at se ud, når butikken åbner til april.
Skitse: Amstrup Skilte

”Jeg boede i bygningen til, jeg var 18 år gammel, og jeg arbejdede i vores familiebageri. At være bager er en livsstil. Nu har mine forældres bageri stået tomt i otte år, og det har gjort ondt på mig, fordi jeg har mange gode minder fra bageriet og det liv, man er en del af. Vi har gennem de senere år både udvidet og renoveret bageriet i Erritsø med et større forretningsareal, et åbent bageriproduktionsområde og en drive-in-bane. Nu ser vi frem til at udvide i en ny lokation fuld af muligheder,” siger Lars Hesselvig og fortsætter:

”Mange har prikket mig på skulderen de sidste par år, og spurgt om vi ikke ville åbne inde i byen, men for at være helt ærlig, så vi har ikke haft tid, vi har haft travlt med at bygge et fundament i Erritsø, som jeg åbnede i 2003, og det har vi nu, derfor er tiden rigtig.”

Lars Hesselvig glæder sig til at få gang i bageriet igen.

”Jeg håber, at fredericianerne bliver glade for, at vi åbner derinde og det er naturligvis klart, at det kræver, at vi får en masse dejlige og loyale kunder, som vi har i Erritsø. Jeg synes også, at byen mangler en bager i den ende. Forretningen bliver moderniseret og udbygget, så den er større end i dag,” fortæller Lars Hesselvig

En god mavefornemmelse

Det kommer til at kræve sit at drive to bagerier, men det er Lars Hesselvig og Byens Brøds medarbejdere klar til.

”Vi er klar på det. Det betyder, at vi får flere opgaver, men det bliver også spændende og udfordrende på den gode måde at åbne en forretning mere. Som jeg nævnte tidligere, så er det en livsstil at være bager, og jeg har trådt mine barnesko i de omgivelser her. Jeg husker, hvordan kunderne stod i kø for at få friskbagt brød og jeg nød at se glæden, når unge mennesker tidligt om morgenen købte morgenbrød efter en bytur. Det kundegrundlag bliver også nødvendigt i dag – og jeg tror, at vi får det tilbage,” siger Lars og fortæller:

”Vi er klar til at give den en skalle, som vi har gjort før. Jeg gjorde rent efter skole, jeg kørte brød ud med chaufførerne, hvor jeg lærte dem ruterne. Jeg arbejdede altid i weekenden alle mine teenageår. Det ligger i blodet. Jeg har aldrig prøvet andet,” siger Lars og slutter:

”Den her rejse er naturlig for mig. Det lå i kortene, hvad jeg skulle. Jeg kunne lide det og det var livsbekræftende. Bagerhåndværket er utrolig interessant, og man kan altid blive dygtigere og bedre. Det inspirerer mig, og giver mig mod på at udvikle koncepter og holde det gode traditionelle håndværk ved lige. Vi glæder os til at byde alle i byen velkommen til april.”