Det var et mål for 2017, at julen skulle syne af lidt mere og Fredericia Kommune har støttet økonomisk, for at få ønsket om en Juleby gennemført.

“Jeg synes, at vi er lykkes ret godt med at steppe julen et trin op, lyder det fra By- og eventkoordinator,” siger Karina Wærnskjold-Thiesen og fortsætter:

“Jeg synes, at Julebyen er blevet præcis så fin og fuld af atmosfære, som jeg have håbet,” siger Karina Wærnskjold-Thiesen.

Ole Mortensen og Karina Wærnskjold-Thiesen fra Fredericia Shopping

Det var aldrig meningen, at Julebyen skulle være helt vildt stor, men mere, at det skulle være en oplevelse at besøge den. Derfor har Fredericia Shopping givet den gas med masser af julelys, og helt bevidst er der tændt hele døgnet – så man kan nyde synet også uden for åbningstid.

“Vi har allerede fået meget fin respons, blandet andet har folk efterlyst længere åbningstider i Julebyens huse”, smiler Karina, som tager det som et kompliment, at man vil ”ha’ mere”.

Husene har i denne jul haft åben 3 timer ad gangen i weekenderne og ligeså hele ugen op mod juleaften.

“Åbningstiderne er sat ud fra to kriterier,” supplerer formand for Fredericia Shopping, Ole Mortensen. Dels skulle vi være sikre på, at kunne finde bemanding til alle husene. Det er jo ofte folk, der har fuldtidsarbejde ved siden af. Samtidig er der ikke varme i husene, så vi mente, at tre timer nok kunne lade sig gøre, selv i frostvejr og så har vi i øvrigt haft for øje, at åbningstiderne skulle ligge i de timer, hvor der i forvejen var færrest kunder – simpelthen for at have ”noget” at tilbyde kunderne, når vi massivt er gået ud og har reklameret for de længere åbningstider i julemåneden. Der er stadig mange, der ikke ved, at butikkerne har åbent il kl. 16 alle lørdage og søndage i december samt til kl. 19 alle hverdage i den sidste uge før juleaften,” fortæller Ole.

Julebyen i Fredericia
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

Kunsthåndværk i Julehusene?

For at kunderne skulle opleve Julebyen som spændende i hele måneden, har flere af husene haft skiftende indhold i løbet af måneden. Der har være forskellige kunsthåndværkere med brugskunst i blandt andet pileflet, glas og pap. Der har været besøg af Art Of Junk, som er en up-scaled genbrugs-/second hand-butik, der til dagligt har til huse i Oldenborggade. Enkelte af husene har haft samme ”beboer” hele måneden og det ene hus har været bemandet af Fredericia Taekwondo Klub, som udover at have hjulpet Fredericia Shopping hele året inde i Bamsen Frede, trofast har haft forældre til at dele gratis æbleskiver og gløgg ud i Julebyen.

Fredericia Shopping havde bedt om, at det skulle være hjemmelavede æbleskiver og gløgg uden alkohol. Det har vi sørget for, til stor glæde for de besøgende, siger den ansvarlige fra Fredericia Taekwondo Klub, Marck Gabriel Hansen, som også fortæller, at det tjente honorar går ubeskåret til arbejdet med blandt andet eliteudøverne i klubben, hvoraf flere er på vej til Berlin Open i 2018 samt andre store stævner.

Julebyen i Fredericia – mange nød æbleskiver og gløgg.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

Juleby igen til næste år

“Vi skal selvfølgelig have Juleby igen til næste år, lyder det fra Karina Wærnskjold-Thiesen. Den bliver ikke nødvendigvis større, men vi har lyttet til folks kommentarer, og vil prøve at efterkomme så meget som muligt. Der er blandt andet ønsker om, at husene har lidt mere åbent og at der er nogle højborde, som man kan stå og nyde sine æbleskiver ved. Jeg tænker, at det store planlægningsarbejde begynder i januar, når jeg har haft en kort, men tiltrængt ferie henover juleaften og nytår”, smiler en tilfreds By- og eventkoordinator.

Andre aktiviteter i december

Udover Julebyen har Fredericia Shopping sørget for musikanter, gratis hestevognskørsel og ture med Madsbytoget rundt i gaderne. Tre steder er der placeret sjove julefigurer, hvor man kan sætte sit ansigt i ”hullet” og lade sine venner tage et foto. Der har været ildshow og den store kælkebakke på Rådhuspladsen. Via et samarbejde med Teater Figuletta har der været masser af dukketeater, både Frede Nisse i pavillonen ved Rådhuspladsen, men også mange af Teater Figulettas andre figurer har figureret i gågaderne. Hvem blev måske ikke forelsket i øffegrisen Trunte og dybt fascineret af de tre høje engle?

Det er altså for længst ovre de tider, hvor man kunne sige, at der aldrig sker noget i Fredericia, siger Karina Wærnskjold-Thiesen med et smil. – Og dem, der stadig siger det, har i hvert fald glemt at besøge byen i de sidste par år, slutter hun med en opfordring om at holde med alle de forskellige arrangementer, som Fredericia byder på. – Det kan man gøre flere steder, forklarer Karina.

Ny hjemmeside Det Sker i Fredericia.dk

Fredericia Kommune har for nyligt lanceret en ny hjemmeside DetSkerIFredericia.dk, som samler alle de større aktiviteter og events i Fredericia. Fredericia Shopping har en rigtig god facebook-side, som man meget gerne må give et like og på hjemmesiden visitlillebælt.dk kan man også finde en oversigt over tilbuddene. Endvidere laver vi radiospots og avisannoncer, så vi prøver at komme så langt ud med budskaberne som muligt, fortæller Karina Wærnskjold og håber, at der kommer mange til byen for at se Julebyen i for fuld belysning resten af uge indtil kl. 19. Butikkerne har også åben til kl. 19 og til kl. 16 på lørdag, slutter hun og tilføjer med et stort grin, – Der er jo altid et eller andet, som man har glemt at købe.