Sangeren Thomas Buttenschøn er kendt for sin karakteristiske stemme og det store hår. Torsdag aften trak han et stort publikum til Østerstrand, hvor han havde fornøjelsen af at optræde som en del af sommerens koncerter. Med humor og sine velkendte sange bragte han smilene frem.

Listen over hits er lang, Thomas Buttenschøn er garant for fællessang og humoristiske sange. Han entrerede Østerstrand med et stort smil og hvad der virkede til at være et stort overskud. Han er en en-mands-hær, der står alene på scenen. Men det gør ikke noget, for han udfylder den på fineste vis.

Fredericianerne havde i stor grad takket ja til tilbuddet om koncerter på Østerstrand denne sommer. Hver gang har der været velbesøgt, og denne torsdags koncert var ingen undtagelse. Thomas Buttenschøn tiltrak publikum i alle aldre – og stort set hele vejen rundt kunne man høre og se glade fredericianere der sang med på de velkendte linjer.

Selvom solen ikke skinnede så meget torsdag aften, så skinnede både Thomas Buttenschøn og publikum. Hans humoristiske væsen er ikke til at tage fejl af, og publikum brød da også ud i grin mange gange i løbet af koncerten.

Og så er der bare det med Thomas Buttenschøn, at hans musik bare er svær ikke at holde af. Teksterne med de klare ord, hans unikke stemme og det oftest gode humør smitter. Man bliver glad. Og det var tydeligt at se på de mange fremmødte, at de nød koncerten – både musikken, men også alt det indimellem, som Buttenschøn er så god til.