Danskerne vil de kommende år se buræg forsvinde helt fra hylderne i de danske supermarkeder, men det er ikke nødvendigvis kærlighed til hønsene, der har gjort udslaget, forklarer to førende eksperter til Søndagsavisen.

Siden efteråret 2015 har supermarkedskæderne meldt ud på rad og række, at de helt udfaser salget af buræg, og i sær de seneste måneder er der opstået et kapløb om at få buræg væk fra hylderne.

”Der er ikke nogen direktører, der pludselig er kommet sveddryppende til et direktionsmøde og sagt: ’Jeg har næsten ikke sovet i nat, jeg har kun tænkt på, hvordan de høns har det i burene.’ Udfasningen af buræg handler om at se godt ud i forbrugernes øjne,” siger Henrik Byager, der er ekspert i kommunikation og branding.

Irma var for 20 år siden den første kæde, der fjernede buræg fra hylderne, og dengang scorede de en del pluspoint hos ”de politisk korrekte kunder,” forklarer Frederik J. Preisler, der har arbejdet i reklamebranchen i 20 år og er kreativ direktør i Mensch. I dag handler buræg-farvellet om noget helt andet.

”Supermarkederne vil ikke opfattes som dem, der nærmest insisterer på, at der ikke skal være bedre dyrevelfærd. De seneste måneder har det handlet om at hoppe med på ’ud med buræg’-vognen, før det bliver pinligt at stå alene. I virkeligheden er det en lille smule fladt,” siger han.

De sidste tre kæder i Danmark, der har droppet buræg, gjorde det inden for fire dage i starten af august. Det signalerer, at der har været hektiske møder på direktionsgangene, mener Henrik Byager.

”I dag er der også frygten for en shitstorm på internettet at forholde sig til. Man orker ikke, at der pludselig er 15.000 på facebook, der kritiserer dig for at have buræg som de sidste,” siger han.

Buræg forventes at være helt væk fra det danske marked i 2020.