Business Fredericia har ansat den 41-årige David Mogensen som ny erhvervskonsulent. David Mogensen har 15 års erfaring i at arbejde med løsninger til det danske erhvervsliv indenfor energiområdet, og har samtidig et stort lokalkendskab.

I de seneste syv år har David Mogensen været ansat hos Caverion, der er en af Nordeuropas største leverandører af tekniske løsninger og services til industri- og bygningsdrift.

– Det har været en spændende rejse at være på, men nu er tiden moden til nye udfordringer, som jeg får i Business Fredericia. Jeg har stor interesse for Fredericias erhvervsudvikling, og har både som borger i byen, samt medlem af Business Fredericia fulgt udviklingen på energi- og klimaområdet. Da muligheden bød sig for at blive en del af Business Fredericia og bidrage til Fredericias ovenstående udvikling, var jeg ikke i tvivl om, at det vil være en spændende udfordring for mig, siger David Mogensen og fortsætter:

– Jeg ser frem til at starte i jobbet som erhvervskonsulent, og møde de mange spændende virksomheder. For mig handler det om at bidrage til Business Fredericias udvikling og medlemsservice gennem netværk, projekter og nye ideer. Hertil kommer selvfølgelig det at drive udviklingen, og være med til at indfri målsætningerne inden for energi- og klimasatsningen i Fredericia.

David Mogensen glæder sig til at møde Business Fredericias medlemmer og hjælpe dem på vej.

– Jeg ser flere rigtig spændende muligheder og et stort potentiale i Fredericias erhvervsliv, som jeg gerne vil være med til at udvikle, især Business Fredericias spydspids – energi & Klima. Jeg er overbevist om, at jeg vil kunne bidrage positivt til at gøre en forskel, der kan mærkes ude i virksomhederne, samt på Energi og Klimaområdet i Fredericia.

Erhvervsdirektør i Business Fredericia, Kristian Bendix Drejer, ser frem til samarbejdet med David Mogensen.

– Vi glæder os til at sætte turbo på energi- og klimaområdet i Fredericia. Det er et af vores indsatsområder, og derfor er vi meget tilfredse med, at vi med David får en person, der aktivt er klar til at arbejde for og i den grønne omstilling, samtidig kommer han med et bredt branchenetværk og lokalkendskab, hvorfor han vil kunne vejlede vores medlemmer både strategisk og operationelt, slutter Kristian Bendix Drejer.

David Mogensen har boet i Fredericia hele livet. Privat er han gift med Kira, som er lærer i Kolding. Sammen har de børnene Marcus på 14 år og Marie på 11 år. Fritidsmæssigt er familien aktiv i naturen, og udnytter de mange muligheder, der er i Fredericia med skovene, volden og stranden, der omkranser byen.

Skriv en kommentar