Mange børn er vilde med busser, og den fascination bliver der kræset for, når Kolding nye busterminal og bybusnet indvies 28. juni, kl. 10, i Mazantigade.
”Vi vil gerne markere indvielsen af vores nye busterminal og bybusnet på en hyggelig og sjov måde, og det gør vi bl.a. med specielle tilbud til børnene. Vi ved jo, at mange børn finder store køretøjer vildt spændende,” fortæller trafikplanlægger Karina Mortensen, Kolding Kommune.

Ved indvielsen står en af de gule bybusser klar på den nye busterminal i Mazantigade sammen med et par chauffører, som glæder sig til at vise deres bus frem. Børnene får mulighed for at sidde bag rattet, tutte med hornet, kikke i motorrummet, stille spørgsmål, osv.

Der bliver også mulighed for at se en veteranbus, når Bushistorisk Selskab kommer med en godt 40 år gammel Mercedes-Benz-veteranbus. Bussen kører stadig i bedste velgående, og i tisrummet kl. 10.30-12.00 kan alle få en gratis tur med veterankøretøjet.

Tegn og vind en bus
Børn i alle aldre inviteres også til at deltage i en tegnekonkurrence, hvor det gælder om at tegne den flotteste bus. Man kan aflevere tegningen ved indvielsen eller sende den til By- og Udviklingsforvaltningen, att. Karina Mortensen, Nytorv 11, 6000 Kolding, senest 30. juni.

”En dommerpanel bestående af buschauffører udvælger den flotteste tegning. Vinderen præmieres med en legetøjsbus, og efterfølgende viser vi nogle af de bedste tegninger på kommunens hjemmeside,” fortæller Karina Mortensen.

Musikalsk underholdning og rutebiler
Ved indvielsen bliver der mulighed for at høre nærmere om det nye bybusnet og se den nye busterminal, som desværre ikke når at blive helt færdig – læs Færdiggørelse af ny busterminal forsinket.
Tre elever fra Kolding Musikskole sørger for en hyggelig musikalsk stemning, ligesom der selvfølgelig serveres rutebiler og andet mundgodt.

Kør gratis med bussen
For at give koldingensere mulighed for at prøvekøre de nye ruter og de nye kørerplaner tilbyder Kolding Kommune, at alle kan køre gratis med bybusserne søndag den 28. juli.

”Vi har mange forskellige attraktioner i Kolding, så jeg håber, mange vil benytte søndagen til at tage bussen og hoppe af ved nogle af vores mange oplevelser,” siger Karina Mortensen.

På OplevKoldings hjemmeside kan du se en oversigt over, hvilke buslinjer der kører ud til de forskellige attraktioner, hvad enten du vil gå en tur i naturen, mærke historiens vingesus eller køre skateboard.

I forbindelse med fejringen af de nye bybusruter og køreplaner giver Slotssøbadet søndag 50 pct. rabat på almindelig adgangsbilletter, mens kunstmuseet Trapholt tilbyder entrebillet, specialkaffe og hjemmebag for 95,- kroner. Rabatterne gælder kun 28. juni og kun mod forevisning af flyeren “Gratis bus til oplevelser”, som på dagen udleveres i busserne.

Du kan læse mere om det nye bybusnet på www.kolding.dk/nytbybusnet.