Løbende har Teater Malstrøm meldt ud, at ”Burlesque – The Time Machine” forestillinger aflyses på grund af de gældende corona-tiltag. På baggrund af regeringens seneste udmelding betyder det, at ”Burlesque – The Time Machine” ikke kommer til at spille mere i foråret 2020. Det er dog ikke et endegyldigt farvel til forestillingen, men et på gensyn, da publikum nu kan glæde sig til at se ”Burlesque – The Time Machine”, når den genopsættes i efteråret 2020 med premiere d. 17. september.  

Instruktør Michael Hansen fortæller:

”Vi har et færdigt og succesfuldt produkt i Burlesque – The Time Machine, som kun har spillet i 3 aftener ud af 24 forestillinger. Kostumer og scenografi er på plads og showet fortjener i den grad at blive afviklet.”

Købte billetter kan benyttes til de nye forestillingsdatoer

Publikum, der har købt billetter til forårets shows, bliver alle kontaktet af billetten.dk, hvor de får mulighed for at ombooke deres billetter til de nye forestillingsdatoer i perioden fra 17. september til 24. oktober. Hvis man ikke har mulighed for at se forestillingen dér, vil det også være muligt at få refunderet billetkøb. Grundet situationen vil der være ekstra lang svartid på grund af travlhed hos billetten.dk.

Inden for de kommende dage åbnes billetsalget til de nye forestillingsdatoer til ”Burlesque – The Time Machine” på billetten.dk.

Dracula udsat til 2021

Teater Malstrøm kunne i slutningen af marts melde ud, at alle 15 skuespillere til teatrets kommende Dracula-forestilling er fundet, og at det kunstneriske niveau er meget højt. Hele holdet har nu modtaget beskeden om udsættelsen til marts-april 2021, og det er generelt blevet taget godt imod. Instruktør Michael Hansen uddyber:

”Det er klart, at flere af skuespillerne var noget skuffede over, at vi har måtte udsætte Dracula, men jeg oplever også stor forståelse for situationen, og en anerkendelse af, at teatrets bestyrelse arbejder ihærdigt for at teatret kommer godt videre efter Corona-pandemien.”

Teater Malstrøm forventer at kunne sætte billetter til salg til Dracula til efteråret.

Faktaboks Burlesque – The Time Machine:

Ny forestillingsperiode: Burlesque Time Machine spiller igen i perioden fra 17. september – 24. oktober 2020

Forestillingen spiller torsdag – lørdag kl. 19:30

Spillested: Det Bruunske Pakhus, Kirkestræde 3, 7000 Fredericia

Billetter: købes på Billetten.dk eller på deres salgssteder, fx Tøjhuset i Fredericia, Comwell Kolding Teater, Vejle Musikteater mv.

Leave a Reply