Der er behov for en politisk løsning, så forældre får bedre muligheder for at holde deres børn hjemme, når børnene er syge. Det bør være en del af en kommende trepartsforhandling, mener BUPL.

Syv ud af ti ledere af dagtilbud oplever, at børn bliver afleveret, selvom de er syge eller sløje. Det viser en ny undersøgelse fra BUPL.

Situationen skriger på en politisk løsning, så pressede forældre får bedre muligheder for at holde deres børn hjemme. Derfor vil BUPL have en kommende trepartsforhandling om hjælp til forældre til børn i coronalukkede daginstitutioner til også at tage hånd om de generelle problemer med forældrenes ret til sygedage med børn.

Sundhedsstyrelsen har ad flere omgang indskærpet, at syge børn skal holdes hjemme. Det skal selvfølgelig tages alvorligt.

– De syge børn får smitten til at sprede sig unødigt blandt andre børn og pædagoger, og så kører den onde spiral. Det betyder jo lynhurtigt, at endnu flere forældre skal blive hjemme med syge børn, og at der mangler pædagoger i daginstitutionen. Der er brug for at give forældrene ret til at blive hjemme med deres børn, indtil de er raske, siger Birgitte Conradsen, næstformand i BUPL.

På initiativ fra Radikale Venstre er der samlet et flertal udenom regeringen, som vil tvinge beskæftigelsesministeren til at indkalde til trepartsforhandlinger for at sikre forældre mulighed for at være hjemme med deres børn, når daginstitutioner lukker på grund af coronasmitte blandt personalet.

– Politikerne skal selvfølgelig reagere på den massive coronasmitte, vi oplever lige nu. Men problemet er altså generelt, og forældrenes rettigheder til at blive hjemme med syge børn bør udvides, så vi kan tage de vigtige erfaringer fra coronakrisen med videre, uanset om det næste bliver en fjerde bølge med corona eller en influenzaepidemi. Uanset hvad handler det jo om at sikre omsorg for børnene og at undgå unødig smittespredning, siger Birgitte Conradsen.

BUPL gennemførte fra 7. til 11. januar en undersøgelse blandt 1053 ledere af daginstitutioner. Den viser, at 71 % i nogen eller høj grad oplever børn, som er syge/sløje, når de afleveres.

Sidste år lavede BUPL en Epinion-undersøgelse blandt 1000 forældre, som viste, at hver tredje forælder med børn i institution før corona har afleveret deres barn i daginstitution, selvom barnet var syg. Tre ud af fire fordi de ikke havde mulighed for at blive hjemme fra arbejde.