Budgetudkastet til Fredericia Kommunes økonomi i 2020 er offentliggjort og har fået en uge på bagen. Der er tale om et meget eksplicit budget, hvor stillinger direkte er udpeget – det giver noget at se til for BUPL, forklarer formand for BUPL Sydjylland, Jonna Jul Gudmundsen.

På Fredericia AVISEN har vi tidligere skrevet om, at det er et usædvanligt præcist og eksplicit budgetforslag der er fremlagt. Det er dog ikke helt unormalt, fortæller Jonna Jul Gudmundsen, der hvert år repræsenterer en række af de medarbejdere, der kan se deres stilling foreslået fjernet.

“Det er ikke fordi vi ser dem som udskammet. Forskellen er, når vi kigger rundt, så det Fredericia plejer at gøre er i mere overordnede termer. Men i andre kommuner synes jeg faktisk de er meget konkrete. Det her er ikke usædvanligt, i forhold til hvad vi ser i budgetforhandlingerne i andre kommuner. Så i efteråret har vi i vores verden mange frustrerede medlemmer, det er ikke noget nyt”, fortæller Jonna Jul Gudmundsen.

“Der står jo ikke, at det er fordi medarbejderne gør deres arbejde dårligt, og hvis de ender med at lukke den, så skal de søges omplaceres. Jeg kan sagtens forstå at de er frustrede, og vi står med dem hvert år når kommunale forhandlinger går i gang, folk føler sig lidt som jagtet vildt – for nogen er i spil hvert år, og det er en meget frustrerende periode. Det er desværre ikke nyt eller enestående”, fortsætter formanden for BUPL Sydjylland.

“Som offentligt ansat er man i en udsat position, for nogle andre har muligheden for at bestemme over ens fremtidige arbejde” 

Hvordan arbejder I som fagforening med disse frustrationer fra jeres medlemmer?

“Man kan altid ringe. Når man ser sig selv, så ringer man og hører muligheden. Men man skal lige få dem forklaret, at selvom din institution står til lukning, så er det ikke ensbetydende med at man er fyret eller at man har gjort sit arbejde dårligt”, siger Jonna og fortsætter:

“Det er politisk, og det her er desværre en del af det spil der foregår. Det gør noget ved folk, det er vi helt opmærksomme på. Især når kommuner det ene år efter det andet, kan foreslå at klubberne skal nedlægges, det påvirker da, det gør noget ved arbejdsglæden, det gør noget ved ens måde at gå op i sit arbejde”.

“Vi er meget optagede af det, for det er det her der adskiller den private arbejdsplads fra den offentligt, for her er helt andre der er inde og bestemme over hvad der kan ske”, forklarer Jonna.

https://www.facebook.com/menyfredericia/