TV2-dokumentar viser med al tydelighed, at flere pædagoger og mindre børnegrupper i daginstitutioner er afgørende for børns liv, trivsel og udvikling. Det er akut, at normeringerne får et ordentligt løft nu, fastslår BUPL’s formand Elisa Rimpler.

TV2’s dokumentar ‘Eksperimentet med vores børn’ er et synligt bevis på, hvad gode normeringer betyder for børns adgang til omsorg, nærvær og udviklende øjeblikke i de danske daginstitutioner.

TV2 har fulgt børnenes hverdag i børnehaven ‘Unoden’ i Viborg og undersøgt, hvad der sker, hvis man tilfører ekstra pædagogisk personale.

“Det er fantastisk at se, hvad det giver børnene, når der er let adgang til nærværende pædagoger. Og hvor givende det er, når pædagoger har ordentlig mulighed for at bruge deres faglighed i stedet for at agere brandslukkere,” siger formand for BUPL Elisa Rimpler efter at have set dokumentaren.

Hun hæfter sig især ved, hvor markant en betydning de ekstra pædagoger har for børnenes leg og for den tillid børnene møder hinanden med. Der er langt mere plads til fordybelse og tid til at forebygge konflikter og frustrationer.

“Tv-optagelserne bekræfter, hvad vi allerede ved fra forskningen. Nemlig at gode normeringer, uddannet personale, høj faglighed og mindre børnegrupper er de vigtigste forudsætninger for høj kvalitet i børnenes hverdag i daginstitutionerne,” siger Elisa Rimpler.

Dokumentaren om den pressede hverdag for børn og ansatte i daginstitutionerne kommer samtidig med, at regeringen er ved at forhandle en ny finanslov på plads. Støttepartierne har penge til flere pædagoger og lovbundne minimumsnormeringer som et hovedkrav.

Og der er ikke et sekund at spilde. Det er børnenes tur, og der er brug for et milliardløft, som børnene kan mærke allerede i 2020. Alt andet vil være uansvarligt, mener BUPL-formanden.

“Hvis der stadig er politikere, der tvivler på, hvilken forskel bedre normeringer gør, synes jeg, at de skal se TV2-dokumentaren. De kan simpelthen ikke være bekendt at efterlade ansvaret i dukkekrogen til overbelastede pædagoger. Og vi har bestemt ikke råd til at vente til 2025,” fastslår Elisa Rimpler.

Hun henviser til, at regeringen og støttepartierne lægger op til, at de lovbundne minimumsnormeringer først skal være fuldt indfaset i 2025.

“Det er dybt bekymrende, når vi samtidig ser, at næsten hver tredje kommune fortsætter med at spare på de små børn på næste års budget,” siger Elisa Rimpler.

Det bekymrer også BUPL-formanden, at pengene til minimumsnormeringer i finansloven for 2020 skal findes i en reservepulje på 2,1 milliarder kroner, som skal deles med andre vigtige områder som grøn omstilling og uddannelse.

Ifølge BUPL’s beregninger vil minimumsnormeringer alene koste mindst 2 milliarder kroner. Og det er blot en absolut bund, som regeringen og kommunerne sammen skal bygge oven på med sociale normeringer, højere pædagogandel og bedre uddannelse, som led i en langsigtet genopretningsplan for børneområdet, mener BUPL. 

“Hvis regeringen vil gøre alvor af ambitionen om, at Danmark skal være verdens bedste land at være barn i, rækker det ikke med et beskedent millionbeløb på finansloven i 2020. Det politiske flertal er til stede. Det økonomiske råderum vokser. Og signalet fra vælgerne er klart: Nu er det børnenes tur,” fastslår Elisa Rimpler.

http://bit.ly/lolalecture


SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her