Der er lagt op til en hel dag med forhandlinger for politikerne i Fredericia Byråd. På Meldahls Rådhus summer der lige nu af liv, for forhandlingerne er gået ind i sin allersidste fase.

“Vi håber at vi bliver færdige i dag”, lød det fra flere politikere, da jeg talte med dem tidligere i dag. Enhedslistens Cecilie Roed Schultz har billetter til Liva Wheel, så hun håber de kan nå tidligt i mål – og “ellers når jeg bare ikke at se dem. Jeg er selvfølgelig med til forhandlingerne så længe der er fremskridt”, fortalte hun inden forhandlingerne startede klokken 12.

Allerede lidt før middag var en gruppe fra Ungdommenshus stillet an foran Meldahls Rådhus, for at minde politikerne om deres mærkesag: At der ikke skal skæres på Ungdommenshus. Med denne besked med ind kunne politikerne først samles til et oplæg med et muligt budgetforlig, inden der her omkring klokken 13:30 gik hver til sit i gruppelokaler og diskuterede indholdet.

Alle partierne er fortsat med i forhandlingerne, der forventes at vare et par timer endnu, som minimum. På gangene er der en kende rynkede pander og bekymrede miner, men de store brede smil er der også plads til. “Stemningen er fortsat god”, lyder det.

Fredericia AVISEN følger budgetforhandlingerne meget tæt, så du kan følge med her for at se det sidste nye fra Meldahls Rådhus.

https://www.facebook.com/menyfredericia/