I forbindelse med budget 2021 investeres der i pigefodbolden i Fredericia. I 2021 og 2022 ydes et tilskud på 100.000 kroner, der skal fremme pigefodbolden. Pengene forankres under Kultur og Idrætsudvalget og Fredericia Elite.

Fredericia KFs sportschef, Jess Petersen, var en glad mand efter offentliggørelsen af budget 2021. Dels investeres der 4,5 mio. kr. til en etablering af en kunstgræsbane, der blandt andet vil komme Fredericia KF til gode, og dels er der afsat 100.000 kroner til at fremme pigefodbolden.

»Det er penge vi ikke havde regnet med. Det er overraskende, men det er selvfølgelig altid dejligt, når der er politisk opbakning til kvinde- og pigefodbolden i Fredericia,« siger Jess Petersen og fortsætter:

»Det kommer til at løfte hele Fredericia KF. Det er ikke kun selve ungdomsdelen, da vi ser på det som en helhed også med seniorerne.«

Tidligere har Fredericia KF haft et godt samarbejde med Lars Ejby (S), da han var formand for Kultur- og Idrætsudvalget, hvor Susanne Bjerregaard Mørck (S) nu er formand, og det samarbejde har også fået en god start.

»Vi har holdt et møde med Susanne, som vi er glad for også vil bakke os op. Det har Fredericia Byråd været gode til, og det samme med pressen, og det er vi rigtig glade for,« siger Jess Petersen.

På pressemødet, hvor budget 2021 blev præsenteret sagde Socialdemokratiets politiske ordfører, Steen Wrist Ørts, følgende om investeringen:

»Vi fortsætter massive anlægsinvesteringer og har løftet Fredericia Idrætscenter, Erritsø Idrætscenter og Monjasa Park. Noget der fortjener et løft, udover fodbold og håndbolden, er pigefodbolden. Vi kommer til at lave et superfedt miljø, hvor kunstgræsbanen primært er rettet til pigefodbolden, selvfølgelig må drengene og FC Fredericia låne den, men det er primært til pigerne,« sagde Steen Wrist Ørts.

Kunstgræsbane ved FIC og bedre forhold for pigefodbolden

Forligspartierne ønsker at fortsætte investeringerne i kunstgræsbaner i Fredericia, og dermed topmoderne faciliteter for udendørs fodbold hele året rundt. Særligt skal pigefodbolden tilgodeses med en investering i en ny bane ved Fredericia Idrætscenter. Banen etableres nord for stadion. I alt afsættes der i 2020 4,5 mio kr. til formålet. 

Her udover udvikles i samarbejde med Fredericia KF en strategi for pigefodbolden i Fredericia. Der ydes i 2021 og 2022 et tilskud på 100.000 kr. til arbejdet som forankres under Kultur- og Idrætsudvalget og Fredericia Eliteidræt. ■

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer