Forside Debat Bruun Olsen: Venstre sælger ud af værdierne

Bruun Olsen: Venstre sælger ud af værdierne

DEL
Kenny Bruun Olsen. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Dansk Folkeparti (DF) kom i november med et fornuftigt og ikke vidtgående forslag, men et forslag som vil begrænse Danmarks Naturfredningsforenings (DN) alt for store magt.

DF’s forslag går i al sin enkelthed ud på, at DN ikke skal kunne rejse en fredningssag uden at en myndighed i form af stat eller kommune vil tillade det. Det lyder i mine ører meget fornuftigt da en forening ikke alene bør have magten til at kunne rejse ekspropriationslignende indgreb på tredje mands matrikel, for i Venstre værner vi om den private ejendomsret… eller gør vi?

DN er en forening der har en uforholdsmæssig stor magt. Og med deres præsident Maria Reumert Gjerding, som er tidligere toppolitiker og folketingsmedlem for Enhedslisten, har de for mig at se på det seneste brugt meget tid på en politisk nationaliseringsagenda. Mange skønne privatejede naturområder, er enten blevet fredet eller er i proces, trods det at naturen ikke er eller bliver truet.

DN har på landsplan i dag 130.000 medlemmer, som er det økonomiske grundlag for de ca. 60 ansatte med hovedsæde på Østerbro i København.

I trekantområdet har vi i 2018 oplevet to meget store overgreb på den private ejendomsret. DN valgte at starte en fredningssag i det unikke naturskønne område i Vejle Ådal, som er ejet af 130 lodsejere, trods det, at 27 ud af 31 af byrådet var imod fredningen.

Den endelige dom over Vejle Ådal, bliver snart afgjort i Fredningsnævnet, hvor Vagn Kastbjerg er retspræsident og dommer i Sydjyllands nordlige del. Fredningsnævnets medlemmer er den ministerudpegede Flemming Davidsen og den kommunaludpegede Kjeld Jensen.

Der er dog bare et problem, for Flemming Davidsen er medlem af DN og tidligere lokalformand og dermed efter min opfattelse, ikke uvildig. Hvordan det så kan være lovgyldigt er mig en gåde, tænk hvis det ministerudpegede medlem også var medlem af Bæredygtigt landbrug, det ville have givet et ramaskrig fra både DN og samtlige media, og formentlig med beskyldninger om inhabilitet, men med den nuværende konstellation kan enhver se hvad sagens udfald vil ende med.

I Fredericia hvor jeg sidder som byrådsmedlem for Venstre, har vi en lignende sag. DN har startet en fredningssag i Trelde Skov. Trelde Skov er en fredsskov på 500 hektar, der er fordelt på 70 matrikler med lige så mange lodsejere, og skoven har været ejet af dem i generationer.

Sidste år blevet Trelde skov udpeget af Miljøstyrelsen, som et af 15 steder i Danmarks Naturkanon der er helt unik. Det her skrev Juryen, som en af begrundelserne for udvælgelsen:

Lige nord for Fredericia ligger det ældgamle skovområde Trelde Skov og Trelde Næs. Her råder naturens kræfter langs de vilde kyster, og i skovene findes en ualmindelig naturrigdom. Forekomsten af sjældne og truede planter, svampe og insekter i skovene er unik i en national sammenhæng, og Treldeskovene hører til de biologisk set mest værdifulde i Danmark.

Et udtalt fredningsargument fra DN er følgende: ”det kan godt være at skoven i dag har det godt, men vi ved ikke hvordan det ser ud om få år”.

Undskyld mig, men det er det samme som, at sætte en uskyldig mand i fængsel, med begrundelsen; ”vi ved jo ikke, om han kunne finde på, at blive kriminel”. Et latterligt og formynderisk argument, der ikke er en så magtfuld forening værdig.

Vi har i Venstres bagland i mange år kæmpet for at få begrænset magten i DN, og nu er der en reel mulighed for at få DF’s forslag vedtaget i folketinget. Derfor er det bekymrende at Miljøminister Jacob Ellemann Jensen har en laissez faire holdning til grundlovens principper om ejendomsrettens ukrænkelighed efter grundlovens § 73. Her kan KUN det offentlige ved lov foretage ekspropriation.

Ellemanns laissez faire holdning skal ses i lyset af, at han i det offentlige rum har bekendtgjort, at han ikke vil stemme for lovforslaget, selv om der nok har været nogle fredningssager, der ikke burde være rejst.

I Fredericia er der tale om 70 borgere, og i Vejle 130 borgere, som får frataget deres råderet ved ekspropriationslignende indgreb, de skal dog stadig betale deres ejendomsskat, deres kreditforeningslån, og er samtidig stavnsbundet til deres værdiløse jord til evig tid.

Er det mon de fredningssager der ikke burde være rejst, eller skal der 200 eksempler mere til, eller hvor mange forkerte fredningssager skal der til, inden Ellemann mener det bliver for meget?

DN har efter min opfattelse, ikke over for de pågældende lodsejere, udvist det særlige ansvar som de med deres privilegier har fået, derfor mener jeg, at det er en nødvendighed at deres magt bliver begrænset.

Venstre, Danmarks Liberale parti, har eksisteret siden 1870, fordi vi har en stærk ideologi, vi værner om den private ejendomsret, friheden og ansvar vægtes højt, men vi gambler med partiet og løber en meget stor risiko ved at sælge ud af vores grundlæggende værdier.  

Kenny Bruun Olsen
Tidligere Borgmester
Medlem af Fredericia byråd for Venstre

https://www.facebook.com/mrhoejer/
Annonce
DEL