Den digitale omstilling i Danmark er under pres på grund af stor efterspørgsel efter medarbejdere med uddannelse inden for elektronik. Det viser en ny analyse fra DI Digital, som er branchefællesskab for digitale virksomheder og elektronikvirksomheder.

På den baggrund ønsker branchedirektør Rikke Hougaard Zeberg, at der bliver skruet op for uddannelsen af f.eks. elektronikingeniører, samtidig med at vi får flere kvinder til at søge den vej.

– Der er et stort behov for, at vi får uddannet flere inden for elektronik. Beskæftigelsen er tårnhøj, og virksomhederne oplever hård konkurrence om at få medarbejdere med de rette kompetencer inden for elektronik, siger Rikke Hougaard Zeberg.

DI Digitals analyse viser, at erhvervslivet bredt og i stigende omfang efterspørger ingeniører inden for elektronik. Eksempelvis har medicinalindustrien fordoblet deres brug af ansatte med disse kompetencer over en 10-årig periode. Også it-konsulenter og informationstjenester tiltrækker flere og flere. Beskæftigelses-frekvensen ligger ligeledes højere for uddannelser inden for elektronik end andre uddannelser på samme niveau.

Udover at få flere igennem uddannelsessystemet med disse kompetencer, mener DI Digital også, at der skal lokkes flere unge kvinder til at tage en elektronikuddannelse. Kun 9 pct. af de elektronikuddannede er kvinder.

– Et af de greb, som vi ikke har været så gode til i Danmark, er at få flere kvinder ind på ingeniøruddannelserne inden for elektronik – og det skal vi gøre en ekstra indsats for nu og i de kommende år. Vi skal ind og arbejde med vores kultur allerede i folkeskolen, så vi kan få flere kvinder til at interessere sig for de matematiske og naturvidenskabelig fag. Her kan vi helt sikkert lære noget fra andre lande, som er lykkedes med at få flere kvinder ind på disse studieretninger, siger Rikke Hougaard Zeberg.

Et digitalt land som Danmark er afhængig af elektronik. Det ses også med den stigende efterspørgsel efter elektronikkompetencer i flere brancher. Veluddannede med kompetencer er afgørende for Danmark, fordi der er skarp konkurrence med f.eks. Kina, og andre lande som skubber på den digitale udvikling. Derfor er det ifølge DI Digital ekstra vigtigt at få flere igennem ingeniøruddannelserne med fokus på elektronik.

– Det er ikke kun i Kina, at der skal produceres og udvikles elektronik. Danmark har et godt udgangspunkt med rigtig mange virksomheder i forskellige brancher, som igennem elektronik bidrager til vores højt digitaliserede samfund – og det gælder både i form af produktion og udvikling. Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi som samfund bliver ved med at føde ind med de fornødne kompetencer, siger Rikke Hougaard Zeberg.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer