Når ens kommende kone er blomsterbinder, hvordan skaber man så en brudebuket, som imponerer hende dybt og inderligt?

Dén udfordring fandt Jan Theuerkauf en højst usædvanlig løsning på, som lå meget langt fra hans baggrund som brolægger, nemlig kaffefiltre – blomster skabt af kaffefiltre.

– Det ville være for nemt bare at købe en buket. Jeg ville selv skabe en meget personlig buket i papir, som kunne holde i årevis, fortæller Jan Theuerkauf, som deltager i Kreative Dage messen i Fredericia til efteråret.

Efter test af mange forskellige papirtyper stod det klart, at kaffefiltre var det bedste materiale i forhold til farvning, fleksibilitet med videre. Og efter at have brugt timer og dage på at pille blomster til atomer for at studere deres opbygning, fik Jan Theuerkauf skabt en helt unik og meget naturtro brudebuket.

Siden har dét med at kreere naturtro buketter af kaffefiltre bare grebet om sig. Jan Theuerkauf har forfattet en e-bog om emnet og har endnu en på trapperne, han underviser i den særlige disciplin, og han har opfundet en snes nye blomstersorter. Desuden har han udstillet hos navnkundige Bering Flowers.

Historien om brolæggeren, som nørkler med fine papirblomster, har også vakt pæn interesse i medierne, og Jan Theuerkauf har et par gange vist sin kunnen på TV 2, lige som P4 og ugeblade har haft bud efter den kreative sjællænder, som også kan skrive smykkedesigner på cv’et.

– På Kreative Dage vil jeg udstille mange af mine buketter, lige som folk selv kan prøve at lave blomster. Desuden vil jeg fortælle om den kreative proces, når man skaber buketter, og så vil jeg slå på tromme for landets første gratis, kreative magasin, som jeg arbejder hårdt på i øjeblikket. Jeg glæder mig som juleaften til dagene i Fredericia, understreger Jan Theuerkauf med et smil.

Man kan se mere på http://www.naturtroblomster.dk

(Foto: PR )