Temperaturen ved ankomst virker som en tyk bedstemors varme favn. Godt nok er det vinter i Brasilien, men solen bager nådesløst på vores hårtoppe. 

I lufthavnen møder “Brasilien-slænget”- som iøvrigt består af min mand, Tim, fætter Ulrik, Keila og Zitta – Guta og Eduardo, som har boet i Manaus i mange år, og sagt ja til at følge os rundt, og dele både tid og viden med os. 

Trafikken minder mest om noget, jeg HÅBER på går op i sidste ende. Speederen er i bund og overhalingerne mange – både indenom og udenom! “Man kører meget bil her”, fortæller Eduardo, “det er både for varmt og for farligt at bevæge sig rundt på gåben”. Eduardo har iøvrigt været fotograf på denne klumme. 

Programmet vi står foran er toppet med oplevelses-godter, og ikke mange minutter er sat af til at lave ingeting. 

Manaus er delstatshovedstad i Amazonas. Byen har 2.145.444 indbyggere og ligger ved Rio Negro-floden. Klimaet er tropisk monsunklima og årets gennemsnitlige temperatur ligger på 27,6 grader. Vandfald, varme og vilde dyr synes jeg, bliver noget af det, som kendetegner vores besøg på dette unikke jordiske sted. 

Håbet om at få et lille glimt af en jaguar eller en puma fanger mine tanker, mens papegøjer skratter overalt og aber brøler som om de ejer hele verden. Tukaner, skildpadder, piratfisk og masser af insekter er allerede blevet en del af vores hverdag i Brasilien.

Efter dagen i byen med wauu-oplevelser, kører vi mod det mere landlige, området hvor de lokale tager til, når de skal slappe af. Vi chiller ved et vandfald, og bader i strømmen af vand, mens nogle tager svævebanen fra toppen og ned. Natten skal for os foregå i et hus i kanten af skoven. Guta og Eudorados ven ejer huset, som er fyldt med blomster og træskilte som rummer kærlighedsbudskaber. 

Jeg har endnu ikke nævnt andet mad end frugten, jeg spiste i Rio. Gastronomisk er Brasilien, indtil nu, ikke et vegetarisk nirvana – først senere i Keilas mors og fars køkken, møder jeg ‘simple plant food’. Brasilianerne spiser rå mængder af kød og det er meget langt fra mine simple plante vaner.

Tilbage i Manaus, kærligheden og det lille hus i skoven, hvor natten folder sig ud – natten som vækker liv i lyde, bevægelser og puslen i mørket. Myggene forsøger at finde os, mens vi forsøger at finde fred til at nå de lukkede øjnes drømmeland.

En stærk oplevelse i Amazonas var for mig mødet med indianerne. I båd langs Amazonfloden, rejste vi mod den smukke indfødte menneskeflok, som inviterede til dans, stemning og maling i ansigtet. Jeg mødte dybe og tænksomme blikke, som rørte mig. Jeg ved at hverdagen for nogle af stammefolkene i Amazonas er en barsk kamp omhandlende retten til at bevare regnskoven.

Amazonas virker som en varm og livfuld overvejelse i mit hjerte. Jeg bliver af oplevelsen mindet om det vigtige i MIT liv. Ligeledes får jeg øje på de eventuelle ændringer jeg gerne vil foretage mig. Det er godt at være sådanne steder, altså der hvor tankestrømmene kan finde nye veje. 

Om lidt venter næste destination . . . São Simão 

På gensyn

Tina

tinablomstergren.dk 

http://bit.ly/metteblomsterberglecture
Klik her